22. jan. 2016
Af Lene Skriver Bak
Céline Dion får støtte af sin søn til mindehøjtidelighed
Céline Dion og hendes søn, René Charles.
Foto: AOP
Céline Dion deltog i den offentlige mindehøjtidelighed for sin afdøde mand, René Angélil, og fik støtte af sin søn, René Charles.
Céline Dion mistede sin mand, René Angélil, 14. januar efter mange års kamp mod kræft.
Torsdag var der mindehøjtidelighed i Notre Dame-katedralen i Montreal i Canada. Højtideligheden var velbesøgt og blev livetransmitteret, så de mange fremmødte uden for kirken kunne følge med.
En sortklædt og tydeligt sorgfuld Céline Dion deltog sammen med venner og familie og fik god støtte af sin ældste søn, 14-årige René Charles.
Selve begravelsen finder sted fredag fra Notre Dame-katedralen, og René Angélil får en statsbegravelse, en ære som tilfalder mennesker, der har ydet en særlig indsats for kunsten i delstaten Quebec.