18. jan. 2022
Af Majken Munk

Efter svær start: Det sagde landstræneren til Niclas Kirkeløkke

Niclas Kirkeløkke
Niclas Kirkeløkke
Foto: Birger Storm
27-årige Niclas Kirkeløkke tog alle med storm i Danmarks kamp mod Nordmakedonien på trods af en meget dårlig start.

De danske håndboldherrer er klar til mellemrunden.

I mandagens kamp mod Nordmakedonien viste især Niclas Kirkeløkke, at han sagtens kan dække ind, når Mathias Gidsel ikke er klar til at spille.

Men han nød dog godt af et par vise ord fra landstræneren, efter den svære start med flere brændte skud i første halvleg.

Fra Nikolaj

Niclas Kirkeløkke var spået en enorm rolle i landskampen mandag, særligt fordi Mathias Gidsel sad over.

Desværre starter han kampen med at brænde tre skud i træk, og derfor søgte han støtte hos landstræner Nikolaj Jacobsen.

Landstræneren havde da også en ting at sige til den unge håndboldspiller.

- Bliv ved. Da der først kom hul på det, viser han også hvilket fantastisk skud, han har. De første tre var tre mirakelredninger, som man bare må glemme, og så ellers blive ved, for chancerne vi kom til, var rigtig gode, fortæller Nikolaj Jacobsen til Ekstra Bladet.

Roser Niclas

Roserne fra landstræneren ville ingen ende tage for Niclas Kirkeløkke, der også blev kampens spiller.

For Nikolaj Jacobsen har oplevet, at Niclas Kirkeløkke har gennemgået en rivende udvikling.

- Det er der ingen tvivl om. Det sker for mange af os med alderen, at man lærer nogen ting gennem sit liv og karriere. Det har Niclas også gjort. Han spiller i en klub, hvor der er pres på hver gang, og hvor man forventer meget. Det har helt sikkert også gjort ham stærkere, fortæller landstræneren.

Danmark skal spille igen torsdag den 20. januar.

Læs mere om: