Julen i Tivoli begynder i dag
Tivoli åbner i dag - og tager dermed forskud på julen og alle dens herligheder.
Haven åbner for publikum kl. 11 med fuld musik af Tivoligarden og Julemanden - og med mere end 50 juleboder og lige så mange restauranter og cafeer, hvor sult og tørst kan blive stillet.
Kong Arthur tænder Tivolis juletræ
Men dagens højdepunkt er, når Tivoli - traditionen tro - tænder deres kæmpestore, eventyrlige juletræ. Det er altid en oplevelse i særklasse, og i år er manden, som trykker på tænd-knappen, også i særklasse. Det er nemlig selveste Kong Arthur i form af sangeren og skuespilleren Stig Rossen, som næste år spiller rollen i Tivolis stjernebesatte musical, "Spamalot The Musical".
LÆS MERE: Stig Rossen som kong Arthur i Tivoli
Stig Rossen, der også er kendt for sine mange succesfulde julekoncerter, har derfor fået æren at at stå for den wauw-oplevelse, det er at se det 20 meter høje træ blive tændt, og han vil helt sikkert have en overraskelse i ærmet, når han ankommer.
Dronning Margrethes kostumer til "Nøddeknækkeren"
Det er 23. gang, der er Jul i Tivoli, og endnu engang er haven fuld af nyheder og oplevelser for store små. Et af årets nye tiltag er et honningkageslot, hvor nisser bager honninghjerter, som man selv kan dekorere.
Desuden vil man fra 1. december kunne se juleballetten "Nøddeknækkeren" i Tivolis Koncertsal. Her har dronning Margrethe endnu engang har lavet forestillingens scenografi og kostumer.