14. dec. 2020
Af Ulrik Ulriksen

Alle elsker Margrethes barndomsbilleder: Sikke en yndig prinsesse

Dronning Margrethe på Rigshospitalet
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe markerede Luciadagen den 13. december på fineste vis ved at dele skønne private billeder fra barndommen.

Dronning Margrethe nød Luciadagen den 13. december hjemme i sit palæ på Amalienborg.

Dronningen markerede den særlige dag med et par fine billeder i den royale, digitale julekalender.

På kongehusets sociale medier kunne man fra søndag se billeder af de fine papnisser, som er hovedpersoner i dronningens julefortælling i 24 afsnit, og så var opslaget i dagens anledning krydret med et par private, fotografiske pletskud hentet frem fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, som er placeret i kong Frederik 9. gamle ungkarle-lejlighed i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.

Dronning Margrethe viser private billeder

Dronningen havde fundet et par billeder frem fra et helt særligt Lucia-optog fra julen 1946 med sig selv og lillesøster Benedikte.

På kongehusets sociale medier er folk helt vilde med barndomsbillederne af Margrethe og Benedikte, som altså er hentet fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg.

Smuk Lucia-brud

- Dejlige billeder og hvor har kronprinsparrets børn mange dejlige træk fra dronningen som barn. Smuk som sin mor var/er vores dronning, lyder det i en kommentar, mens en anden skriver ”Den smukkeste Luciabrud” om et portræt af den lille Margrethe.

- Sikke en yndig lille prinsesse, skriver endnu en Margrethe-fan til billedet af Margrethe som Lucia-brud fra julen 1946.

Glade kommentarer

Der er også mange glade kommentarer til et billede af prinsesserne Margrethe og Benedikte samt af det fine Lucia-optog med prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte og deres venner på Den Svenske Ambassade i København den 13. december 1946.
Der er også lige en frisk kommentar til billedet af papnisserne, der spiller en vigtig rolle i dronning Margrethes digitale julekalender på kongehuset.dk:

Herlige nisser. Pyntet på taget af Amalienborg.

Læs mere om: