Billeder vi sjældent ser: Den kongelige familie går kur under gallaforestilling
Efter første del af gallaforestillingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, der afholdes i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum, gik den kongelige familie i pausen kur på teatrets mange etager mellem de inviterede gæster.
Familien spredte sig på de forskellige etager og gik rundt mellem gæsterne og hilste. Dronningen og kronprinsparret blev i balkonfoyeren, hvor også kongelogen befinder sig, mens prins Joachim og prinsesse Marie gik ned på parket for at møde gæsterne her. Prinsesse Benedikte gik op på anden sal for at cirkulere mellem gæsterne.
Det er et sjældent syn, at den kongelige familie går kur, da anledningen ikke melder sig særligt ofte.
Men under den stort anlagte gallaforestilling skulle familien naturligvis gå kur.
Vi har samlet alle billederne af dronning Margrethe og den kongelige familie, der går kur på Det Kongelige Teater i galleriet øverst i artiklen.