Danskerne lettede over godt nyt fra kongehuset: God bedring Daisy!
Mange danskere har været bekymrede over, at dronningen skulle opereres i sin ryg, men heldigvis gik operationen godt, og i dag kom så en ny positiv melding fra kongehusets kommunikationsafdeling.
Dronningen er udskrevet fra Rigshospitalet efter den veloverståede rygoperation 22. februar, og Majestæten opholder sig nu på Amalienborg.
I meddelelsen fra kongehusets kommunikationschef Lene Balleby kan man desuden læse følgende:
“Det lægefaglige team med ansvar for operationen og den efterfølgende indlæggelse er tilfreds med forløbet og med Dronningens tilstand. Der venter nu et længere genoptræningsforløb, som kan strække sig over de næste måneder.”
God bedring til hele Danmarks dronning Margrethe
Meldingen ligger blandt andet på kongehusets Instagramprofil, og her har mange glade og lettede danskere leveret deres kommentarer.
– Det var da den skønneste nyhed at vågne op til, lyder det fra en fan af dronningen, mens et par andre skriver “dejligt at høre, at De nu er hjemme i deres vante omgivelser” og “godt det er gået, som man havde håbet” samt “hvilken dejlig besked, fortsat rigtig god bedring til vores kære dronning”.
Rigtig mange ønsker naturligvis dronningen god bedring med kommentarer som “held og lykke med genoptræningen” og “rigtig god bedring til vores seje dronning” samt “god bedring Daisy!” og endelig “så flot at Majestæten allerede er så langt i forløbet”.