De har ry for at være dybt alvorlige: Nye billeder viser en anden side af dronning Margrethes livgarde
I regn og slud. I sne og frost. For ikke at tale om hedebølge.
Den Kongelige Livgarde står altid trofast vagt ved den kongelige residens – med bjørneskindshue, alvorlig mine og statur som en statue.
De har ry for at være dybt seriøse, når de passer på den kongelige familie, og turisten skal helst ikke komme for tæt på med selfiestangen.
Nu viser kongehuset dog en anden side af den ellers så alvorlige livgarde.
Det gør de i deres julekalender, hvor de giver et indblik i, hvordan det ser ud, når bjørneskindshuerne er taget af, og der bliver julehygget i vagtlokalerne.
”Pebernødder og varm kakao får aldrig lov til at stå uberørt længe,” skriver kongehuset i opslaget.
I opslaget kan man også se et lille videoklip fra 1940, hvor julefreden har sænket sig, og kongefamilien med Christian 10. i front kommer forbi vagtlokalerne og ønsker garderne glædelig jul.