31. dec. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Denne nytårsaften glemmer kronprinsesse Mary aldrig

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
For kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har nytårsaften altid været noget særligt. Der er ikke meget, der kan slå deres første fælles nytårsaften i Danmark.

Den allerførste nytårsaften, kronprins Frederik og hans Mary nød sammen i Danmark, blev en meget speciel en af slagsen.

I julen 2001 måtte Mary nærmest smugles ind i Danmark, fordi hendes forhold til kronprinsen stadig var meget privat.

I portrætbogen ”Under bjælken”, der udkom i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, fortæller kronprinsessen selv om denne første nytårsaften i Danmark, som hun naturligvis aldrig glemmer.

Mary til nytårsfest med Frederik i Jylland

Mary havde holdt jul i Oxford i England hos sin far og hans kone Susan Moody, og herefter skulle hun holde nytår i Danmark.

Nærmere bestemt i det nordlige Jylland.

Det var et år med masser af sne, så det var ganske smukt og stemningsfuldt at komme til Danmark.

Mary fløj til Hamburg i Tyskland og blev samlet op af kronprins Frederiks gode ven Jeppe Handwerk og hans kone Birgitte.

- Det var lidt mærkeligt, følte jeg, at skulle snige sig ind i landet, fortæller kronprinsessen i bogen og fortsætter.

Kørte til herregård og fejrede nytåret

- Så kørte vi fra Hamburg op gennem Jylland, og på et eller andet mørkt sted, hvor det bare sneede og sneede, stoppede vi på en rasteplads, og dér kom Frederik pludselig. Så hoppede jeg over i hans bil, og sammen kørte vi op til herregården Birkelse, hvor vi fejrede nytår med en hel masse af hans venner, kommer det fra kronprinsesse Mary, der også mindes dagen derpå ganske tydeligt.

Fra Jylland til Amalienborg

- Dagen efter skulle Frederik være tilbage i København til nytårskuren, lyder det fra Mary, der aldrig vil glemme, da hun første gang på Amalienborg så kronprins Frederik i uniform klar til nytårskur den 1, januar 2002.

Ifølge kronprinsessen så Frederik guddommelig smuk ud, hvilket hun selv giver udtryk for med et rungende ”wow” i Jens Andersens bog ”Under bjælken”.

Læs mere om: