14. maj. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Derfor bliver Christians konfirmation så markant anderledes

Prins Christian. Foto taget i anledning af nyhed om prinsens skolevalg.
Prins Christian. Foto taget i anledning af nyhed om prinsens skolevalg.
Foto: Franne Voigt/Kongehuset
Der er lagt op til stor dag for prins Christian i morgen lørdag den 15. maj. Christian skal konfirmeres i Fredensborg Slotskirke, og det bliver på mange måder en begivenhed ud over det sædvanlige.

De allersidste forberedelser er nu i gang til prins Christians konfirmation i morgen, lørdag den 15. maj, i Fredensborg Slotskirke.

Prins Christian får en ekstraordinær dag

Der er på alle måder lagt op til en ekstraordinær konfirmationsfest for kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks 15-årige søn, som på grund af covid-19-situationen har haft lidt længere tid end de fleste jævnaldrende konfirmander til at glæde sig til sin store dag.

Det bliver en helt speciel dag, der efter den kirkelige højtidelighed rundes af med en privat fejring med respekt for de gældende restriktioner

Den private del af festen foregår i Kancellihuset, hvor konfirmanden og gæster skal nyde en frokost.

Der er nok også en tale eller to på programmet og helt sikkert gode gaver.

Få udvalgte gæster

Konfirmationen begynder klokken 11.00, og konfirmanden og kronprinsfamilien ankommer lige inden.

De har blot 150 meter fra Kancellihuset til kirken.

Dronning Margrethe har også residens på Fredensborg Slot, så hun skal ikke engang bevæge sig udenfor for at komme ind i kirken.

I forhold til prins Christians dåb i januar 2006, hvor mere end 300 gæster var med til højtideligheden i Christiansborg Slotskirke, bliver konfirmationen en lille og intim affære.

På grund af karantæne- og udrejserestriktioner vil der desværre ikke komme gæster fra udlandet, hvilket under normale forhold ville have været tilfældet.

På grund af myndighedernes restriktioner er der kun plads til 25 gæster.

Læs mere om: