8. nov. 2017
Af Laura Dalgård Hansen

Dronning Margrethe overrakte hæderspris

Dronning Margrethe og Kuupik Kleist
Foto: Hanne Juul
Den tidligere landsstyreformand for Grønlands selvstyre Kuupik Kleist modtog i dag Ebbe Muncks hæderspris af dronning Margrethe.

Det røde fløjlsgemak på Christiansborg Slot var fyldt godt op, da den tidligere landsstyreformand for Grønlands selvstyre, Kuubik Kleist, i dag modtog Ebbe Munck-prisen.

Dronning Margrethe er protektor for Ebbe Muncks mindefond, som indstiftede prisen i 1974. Det var derfor hende, der overrakte prisen til den tydeligt glade og stolte prismodtager.

- Det er en meget stor ære og speciel oplevelse at stå her i dag, fortalte 59-årige Kuupik Kleist, da han havde modtaget hædersprisen.

Stor rolle i Grønlands overgang til hjemmestyre

Mindefonden uddeler prisen til personer, som har udmærket sig inden for områder, der havde Ebbe Muncks store interesse.

Herunder blandt andet journalistik, Grønlandsforskning og dansk virke i udlandet.

Kuubik Kleist modtog prisen og de 50.000 kroner for sin store indsats i forbindelse med det grønlandske samfunds overgang fra Hjemmestyre til Selvstyre.

- Lærdommen fra Ebbe Munck er vel, at man kan, hvad man vil. Men det er ikke nok at ville. Det kræver aktiv indsats indsats. Det kræver samarbejde, det kræver mod og gensidig respekt og imødekommenhed, forklarede Kuupik Kleist fra talerstolen, inden de mange gæster fortsatte ind i gemakkerne til en reception til ære for den glade prismodtager.

Læs mere om: