Dronning Margrethe overrasket med skønne hilsner

Foto: Martin Høien
Dronning Margrethe har fået tusindvis af skønne digitale nytårshilsner fra danskere i både ind- og udland. Blandt de mange hilsner er også tegninger og billeder.

Dronning Margrethe har i år modtaget nytårshilsner digitalt. Siden 1. januar kl. 10 kunne alle, der ville sende majestæten en nytårshilsen, sende en personlig hilsen til dronningen.

Via kongehusets hjemmeside kunne alle sende en digital nytårshilsen indtil fredag 8. januar, og man kunne samtidig medsende en tegning eller et foto, og det har rigtig mange benyttet sig af.

Grundet corona-pandemien var det nemlig ikke muligt i år at skrive nytårshilsnerne til dronningen på de såkaldte gratulationslister, som normalt ligger tilgængelig for alle i porten til Det Gule Palæ ved Amalienborg, hvor man ellers kan møde op personligt.

Men dronning Margrethe følger med tiden og er så småt ved at vænne sig til det digitale univers, og er helt med på udviklingen. Således har dronningen også fulgt med i, hvordan det gik på kongehusets sociale platforme, både Facebook og Instagram, og hjemmesiden, hvor f.eks kongehusets julekalender kunne følges.

I år kunne alle derfor i ro og mag hjemmefra sende dronningen en hilsen og skrive, lige hvad de havde på hjertet. Det er der kommet en række skønne søde hilsner ud af, som kongehuset nu har delt i et galleri på hjemmesiden, hvor man kan se et lille udvalg af de mange hilsner, tegninger og billeder.

- Kære Dronning Margrethe. Jeg ønsker dig godt nytår og jeg håber at det bliver et bedre år næste år. Kærlig hilsen Rebecca, 6 år. Sådan lyder én hilsen, mens familien Carlson Estrup fra Randers har sendt et billede af hele familien med ordene: 

- Vi vil gerne ønske Hendes Majestæt og hele den kongelige familie et glædeligt og lykkebringende nytår. Samtidig vil vi takke dronningen for en fantastisk nytårstale, som hele familien naturligvis var samlet for at se. Dronningen samler familier og folket. Må Gud bevare den kongelige familie".

Der er også hilsner til dronningen fra både Sverige, England, Færøerne og Grønland, hvor man glæder sig meget til et gensyn.

Giv BILLED-BLADET i julegave – det er nemtKlik og læs hvordan!

Du kan se hilsnerne til dronningen HER

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden