26. feb. 2020
Af Marianne Singer

Dronning Margrethe viser nye sider af sig selv

dronning Margrethe
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
I forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag i april, kan kongelige fans og andre interesserede glæde sig til at se helt nye sider af fødselaren.

Der er lagt op til en kæmpefejring, når dronning Margrethe den 16. april fylder 80 år.

Allerede fra dag ét af festlighederne er der sørget for helt særlige overraskelser for at markere fødselarens runde dag.

Nye portrætter

Således begynder fødselsdagsfejringen på Frederiksborg Slot fredag den 3. april med afsløringen af helt nye sider af Danmarks populære regent med et nyt portræt samt nye fotografiske portrætter af majestæten.

Det nye portræt bliver en del af udstillingen "DRONNINGENS ANSIGTER - H.M. Dronning Margrethe II 1940-2020" på det Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, der kan ses frem til den 6. september 2020.

Tæt på dronningen

Udstillingen, der er skabt i anledning af dronning Margrethes runde fødselsdag, portrætterer dronningens liv, virke og særlige interesser.

Med udgangspunkt i dronningens slægtsmæssige baggrund beskæftiger udstillingen sig med hendes barndom og ungdom, der fra grundlovsændringen i 1953 også omfattede forberedelse til rollen som regent og statsoverhoved.

Dronningens regeringstid illustreres i et særligt afsnit, ligesom en del af udstillingen er dedikeret til dronningens skabende virke inden for billed-, tekstil- og scenekunst.

Flotte portrætter

I udstillingen vises udover det nye portræt også en lang række af de portrætter af dronningen, der er udført gennem otte årtier, samt filmoptagelser, dragter og andre genstande med relation til hendes liv.

Den store fødselsdagsudstilling i Riddersalen suppleres med en udstilling i Prinsessefløjen med de nye fotografiske portrætter af dronningen udført af Per Morten Abrahamsen, Torben Eskerod og Jacob Jørgensen, der kan opleves indtil den 31. maj.

Læs mere om: