Dronningen i højt humør på Færøerne
Dronning Margrethe fik smilet frem, da både en sjov historie om Christian X's besøg på Færøerne og regentparrets sidste besøg i Vestmanna, blev mindet af borgmester Pauli Trond Petersen, da han bød dronningen hjertelig velkommen tilbage.
Ved kongens besøg, havde byens piger fået til opgave at kaste blomster på kongen, når han gik i land. Alle stod parat, og da der fra skibet kom en velklædt herre, blev blomsterne selvfølgelig kastet på ham, som aftalt. Men lidt efter kom endnu en velklædt herre, og dét var altså kongen....og så var der ikke flere blomster, fortalte borgmesteren, til dronningens store moro.
- Men også deres mand, prinsen, gjorde et stort og uforglemmeligt indtryk på alle i byen, som aldrig bliver glemt. Prinsen greb nemlig et bat og spille bordtennis med de unge i ungdomsklubben og lavede så meget sjov, at det viste hans meget menneskelige side, mindedes borgmester Pauli Trond Petersen og fik dronningen til at smile stort.
Med dette gode og dejlige minde kunne dronningen begynde endnu en travlt dag på Færøerne, hvor sidste punkt er en middag sent i aften.