Efter historiske møder: Dronning Margrethe vender tilbage til normalen
Dronning Margrethe er atter klar til at afholde statsråd med mødeltagerne fysisk tilstede i samme rum.
Efter flere aflyste statsråd og derefter et historisk skifte til virtuelle møder, er statsrådet nu klar til at vende tilbage til sin gamle form.
Kl. 9.30 er landets ministre samlet i statsrådssalen på Christiansborg Slot, hvor dronning Margrethe vil føre forsædet i mødet.
Det er første gang siden tirsdag den 7. oktober 2020, at statsrådet har fysisk fremmøde.
Siden da har der kun været afholdt to statsråd, den 16. marts og den 4. maj. Begge møder blev afholdt virtuelt.
16. marts 2021 skriver sig dermed ind i både de kongelige og demokratiets historiebøger.
Det var nemlig første gang, at et statsråd blev gennemført uden at regeringens ministre og monarken var fysisk samlet.
Dronning Margrethe og kronprins Frederik befandt sig i statsrådssalen, mens ministrene deltog i mødet virtuelt.
Alle love og vigtige regeringsforanstaltninger bliver behandlet i statsrådet.
Hovedindholdet på møderne er at stadfæste de lovforslag, som Folketinget har vedtaget siden sidste statsråd og fremlægge de lovforslag, som regeringen har planer om at fremsætte.
Statsrådet samles efter behov, hvilket i praksis har betydet omkring seks gange årligt.