Endelig sker det: Glædelig udmelding fra kongehuset
Efter at have udsendt tomme officielle kalendere, kun indeholdende kongelige fødselsdage, i de seneste seks uger, er der i denne uge godt nyt fra det danske kongehus.
Således har kongehuset torsdag udsendt en officiel kalender indeholdende flere kongelige opgaver.
Besøger Christiansborg
Dermed kan danskerne glæde sig over at komme til at se kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i den kommende tid.
Således er der i den netop udsendte officielle kalender, der gælder for de kommende to uger, noteret, at kronprinsesse Mary den 4. marts klokken 14.00 deltager i rundbordssamtale om ICDP+26 - status på kvinder og pigers sundhed og rettigheder som opfølgning på Nairobi Summit på Christiansborg i København.
Tirsdag den 9. marts flytter dronningen residens til Fredensborg Slot.
Og torsdag den 11. marts klokken 10.00 deltager kronprins Frederik i Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Københavns Professionshøjskoles digitale ledelseskonference om resiliens.
Afslørede vinder
Senest der blev udsendt en officiel kalender med en kongelig opgave i, var den 14. januar, hvor der stod, at kronprins Frederik skulle afsløre vinderen af Industriens Fonds Iværksætterpris den 28. januar.
Den kongelige familie har ligesom alle andre danskere været påvirket af coronasituationen de seneste måneder og arbejdet meget hjemmefra.
De har dog stadig hver især haft fokus på deres mærkesager og protektioner.
Det er heldigvis muligt at holde sig opdateret og informeret uden altid at skulle møde fysisk op hos de forskellige organisationer og samarbejdskontakter.
Ikke stået i kalender
Som kongehuset også selv skriver i kalenderen:
"Oversigten over officielle programpunkter for den kongelige familie afspejler fortrinsvis aktiviteter, hvor der er presseadgang. Den kongelige familie deltager derudover i en række møder og begivenheder med blandt andet protektioner, organisationer og fonde."
Kongehuset deler jævnligt opslag på deres sociale medier med kongelige opgaver, der ikke har stået i den officielle kalender på forhånd.