12. dec. 2020
Af Ulrik Ulriksen

Fin julegave fra prinsens fond: Det ville have glædet Henrik

Prins Henrik og dronning Margrethe på Anholt
Prins Henrik og dronning Margrethe på Anholt
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Knap tre år efter prins Henriks død leverede hans fond støtte til talenter i en helt særlig sejlklub.

I begyndelsen af december besluttede dronning Margrethe og resten af bestyrelsen i "H.K.H. Prins Henriks Fond" at uddele seks stipendier af 65.000 kroner inden for områder, der stod prinsen nær.

Den økonomiske julegave gik blandt andet til sejlsportstalenter fra Kongelig Dansk Yacht Klub, og det ville helt sikkert have glædet prins Henrik.

Prins Henrik ønskede at støtte sejlsporten

Stipendiet fra den royale fond skal således deles mellem besætningerne i 49’er-klassen Daniel Nygaard og Sebastian Wright Olsen samt i Nacra-klassen Mathias Bruun Borreskov og Natacha Sauma-Pedersen

Netop Kongelig Dansk Yacht Klub havde en stor plads i prins Henriks hjerte, og han var meget opsat på at støtte sejlsporten og de mange danske talenter.

Stor sorg i sejlklubben

I Kongelig Dansk Yacht Klub var der stor sorg, da man hørte, at prinsen var gået bort den 13. februar 2018 i en alder af 83 år.

-Det er med stor sorg, at Kongelig Dansk Yachtklub har modtaget beskeden om HKH Prins Henriks bortgang, hvilket er er et stort tab for sejlsporten og ikke mindst Kongelig Dansk Yachtklub, lød det blandt andet i KDY’s mindeord.

Henrik afløste sin sigerfar

Prins Henrik afløste i 1972 kong Frederik 9. som KDY’s Æresformand, hvor Protektionen samtidig blev overtaget af dronning Margrethe II.

Efter imponerende 44 år som Æresformand overrakte prins Henrik i klubbens jubilæumsår 2016 formandskabet til kronprins Frederik.

Flot bryllupsgave

Prins Henriks engagement i sejlsporten startede i 1967, hvor Kongelig Dansk Yacht Klub eller KDY forærede tronfølgerparret Knarr’en ”Triton” i bryllupsgave.

Smukke mindeord

I KDY’s mindeord om prins Henrik kunne man også læse følgende:

Prins Henrik er afmønstret og møder ikke længere på sin vagt. En stor æra er endegyldigt slut, og vi kan bringe det videre som prins Henrik har lært os:
At være nysgerrig, at være velorienteret, at være kritisk, at være til stedet i nuet, at være lattermild, at være festlig, at være generøs, at være en hengiven ven, at gøre sig umage og at være sig selv.

KDY og sejlsporten vil alle sammen savne prins Henrik som vores honorære skipper og en fantastisk sejlerkammerat.

Læs mere om: