Første officielle ord fra det danske kongehus om coronavirus
I onsdags skulle kronprinsesse Mary have været på et arbejdsbesøg i Paris, men måtte aflyse det, fordi der var kommet så mange afbud til OECD 2020 Global Forum.
Det skete på grund af den nye coronavirus og Udenrigsministeriet vurderede derfor, at det ikke længere var naturligt, at kronprinsessen deltog.
Også prinsesse Benedikte er påvirket af virussen og giver for tiden ikke hånd ved officielle arrangementer.
Følger med i udviklingen
For første gang udtaler det danske kongehus sig nu officielt om, hvordan de forholder sig til coronavirussen.
Til BILLED-BLADET oplyser kongehusets kommunikationsafdeling således:
"Kongehuset følger som alle andre udviklingen og forholder sig til myndighedernes anbefalinger i forhold til COVID-19. Kongehuset har ikke indført en policy om ikke at give hånd. Men i forhold til myndighedernes retningslinier er det naturligvis op til hver enkelt at vurdere hvilke yderligere forholdsregler, man ønsker at tage," oplyser kongehusets kommunikationsafdeling.