31. dec. 2020
Af Trine Larsen

Glad dronning fremhævede sin aflyste 80 års dag

Sammensat billede: dronning Margrethe på sin 80-års fødselsdag og dronningen efter nytårstalen.
Sammensat billede: dronning Margrethe på sin 80-års fødselsdag og dronningen efter nytårstalen.
Foto: Hanne Juul og Keld Navntoft, Kongehuset
Det var en tydelig alvorlig, men også glad dronning Margrethe, der i sin nytårstale fremhævede mange af de mennesker, som hver dag gør en kæmpe forskel for alle i Danmark under krisen. Og så dronningens egen aflyste fødselsdag blev nævnt

Det var en veloplagt, men alvorlig dronning Margrethe, der på tærsklen til 2021, her til aften holdt sin 49. nytårstale til nationen.

Iført en smuk bluse med blå og sorte blade og matchende blå kraftig perle-halskæde og smukke blomster på skrivebordet, var dronningens budskab klart; Vi skal stadig passe på hinanden.

Dronningen sendte samtidig sin dybtfølte tak til alle, der i krisen hver eneste dag, utrætteligt arbejder for Danmark og danskerne, trods smittefare. Men dronningen synes også vi skal lære af krisen.

- Krisen har medført forandringer, både på det personlige og samfundsmæssige plan. Lad os forsikre hinanden om, at vi på den anden side af krisen vil huske, hvad vi har været igennem. Lad os tage de gode erfaringer med os, og lad os prøve at indrette vores liv efter dem, sagde dronningen bl.a i sin tale, hvor hun opfordrede til, at ikke at slække på de gode vaner.

- Det har sikkert været frustrerende ikke at kunne være sammen i større grupper og at se den ene festival efter den anden ikke blive til noget. Det kan jeg godt forstå, men vi er alle nødt til at holde ud, sagde dronningen.

- Under coronaen er meget blevet aflyst. Bryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage har ikke kunnet afholdes som planlagt. Min egen 80-års fødselsdag kunne heller ikke fejres, sådan som vi havde tænkt det. Men aldrig er jeg vist blevet fejret så overvældende og så varmt som i år. Den fødselsdag vil stå som den mest mindeværdige i min erindring. Det takker jeg for af hele mit hjerte, sagde dronningen smilende med henvisning til, at det sagtens kan blive en god og minderig oplevelse, selvom tingene ikke bliver som man har forestillet sig.

Også aflysningen af festlighederne i anledning af 100 året for Genforeningen nævnte dronningen, men sagde:

- Nu vil vi se frem til den kommende sommer med håbet om, at vi i stedet kan mødes til den tid.

Læs mere om: