3. sep. 2020
Af Trine Larsen

Her optræder dronningen næste gang

Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe har haft et meget reduceret arbejdsprogram grundet Corona-restriktionerne, og majestæten har kun vist sig få gange offentligt i løbet af sommeren. Stort set alle majestætens mange officielle gøremål er aflyst, men i næste uge vil dronningen være på arbejde. Se nede i artiklen, hvad dronningen skal lave.

Dronning Margrethes arbejdskalender har været amputeret, og arbejdsopgaverne under Corona kan tælles på én hånd. For dronningen har fulgt - og følger - stadig sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det har betydet, at rigtig mange opgaver, som dronningen udfører i det offentlige rum, er blevet aflyst og udsat.

Men i næste uge er dronningen igen på arbejde, når hun på Amalienborg i Christian VII's palæ skal modtage fem nye ambassadører i tiltrædelses-audiens. Det er her, de nye ambassadører aflevere deres landes akkreditiver, altså fuldmagten fra deres lands statsoverhoved, og det gør, at de først derefter kan fungere som ambassadører for deres land i Danmark.

De fem nye ambassadører, som dronningen Margrethe skal modtage er fra nabo-landet Sverige, så kommer der en ny ambassadør for Storbritannien, fra Belgien, fra lilleput-staten Andorra og endelig fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea, herhjemme også kendt som Nord-Korea.

Modtagelsen af de nye ambassadører er noget særligt, og helt sikkert også en oplevelse for de enkelte. De bliver nemlig taget godt imod og får den fineste kongelige velkomst. Ambassadørerne ledsages af en kammerherre og bliver kørt i karet til Amalienborg. Ambassadørmodtagelser kan også foregå på både Christiansborg og på Fredensborg.

Ved modtagelsen er dronningens hofmarskal på plads for at byde ambassadørerne velkommen og lede dem til ceremonimesteren, som derefter præsenterer ambassadørerne for dronningen, der tager imod i gallasalen.

Allerede tre dage efter, lørdag 12. september, har dronningen sagt ja til at overvære indvielsen af det sted i Geopark Odsherred, hvor Solvognen i sin tid blev fundet. Dét er en opgave, vores arkæologi-interesserede majestæt helt sikkert også ser frem til.

Læs mere om: