Joachim og Harry med ens udfordring: Ikke let
Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, besluttede i januar 2020 at forlade rollen som højtstående medlemmer af det britiske kongehus.
Parret ville ikke længere arbejde som royale, men derimod kæmpe for et mere ’almindeligt’ liv.
Det sætter prins Harry nu ord på i et nyt afsnit af "Armchair Expert"-podcasten, der netop er blevet udsendt.
Siden er parret flyttet med deres søn, Archie, til USA, hvor de har bosat sig i Californien.
Beslutningen om at bryde ud af rammerne har skabt overskrifter over hele verden og også herhjemme har både bruddet og det efterfølgende interview med tv-værten Oprah skabt røre.
Også prins Joachim har noteret sig beslutningen i Paris, hvor han bor med sin familie.
- Jeg har enormt respekt for prins Harry. Han er meget modig. Han har turdet følge sit hjerte. Han er den eneste, der ved, hvordan han tænker, siger prins Joachim i et stort interview med det franske magasin Point de Vue.
Prins Harry selv forklarer i podcasten "Armchair Expert", der laves af skuespilleren Dax Shepard, at det faktisk ikke kunne være anderledes.
- På et tidspunkt når man til den erkendelse, at man er fordømt, hvis man gør det og man er fordømt, hvis man ikke gør det. Jeg må bare takke den britiske presse nu. For det blev så slemt, så hurtigt…, siger prins Harry, inden værten bryder ind med;
- Det satte dig fri.
- Yeah, svarer prins Harry.
Prins Harry og prins Joachim i samme båd
Dax Shepard spørger derefter prinsen direkte, om han kunne have truffet beslutningen, hvis han havde været den ældste af brødrene.
- Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, svarer Harry ærligt og understreger dermed den automatiske forskel, der er på ham og hans bror, prins William, der en dag skal arve tronen og derfor er mere ”låst” i sin rolle end sin bror.
Samme forskel har prins Joachim oplevet i forhold til sin bror, kronprins Frederik, men med omvendt fortegn, kan man sige.
Til Point de Vue forklarer prins Joachim, at det ikke altid har været let at være nummer to i søskendeflokken, når den førstefødtes rolle er så skarpt defineret på forhånd.
- Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret, hvad angår den rolle, der tilhører nummer to og hans hustru. Hverken skriftligt eller mundtligt, siger Joachim og fortsætter senere:
- Det er ikke altid lige let. Det er op til os selv at finde ud af det, mens vi bliver på pladsen som nummer to.
Både prins Joachim og prins Harry har haft mulighed for at forlade de hjemlige rammer og bosætte sig i udlandet med deres ægtefæller.
Man har svært ved at forestille sig, at kronprins Frederik eller prins William kunne føre en lignende flytning ud i livet på samme måde.
Modsat har hverken prins Joachim eller prins Harry haft en fastdefineret rolle, som ikke kunne fraviges, siden deres brødre blev fædre for første gang. Deres rolle er ligesom udspillet, i hvert fald i forhold til tronen.