Mens børnene rejser udenlands: Her skal dronning Margrethe holde jul
Juleaften kommer nærmere, og i den kongelige familie har man holdt juleaften mange forskellige steder gennem tiden.
I år skal begge dronning Margrethes børn og deres familier udenlands til jul, men det betyder ikke, at dronningen holder jul alene.
Det danske kongehus melder, at dronning Margrethe i år skal være i Jylland hen over julen. Her vil hun opholde sig på Marselisborg Slot i Aarhus fra den 21. -30. december.
Dronning Margrethe holder jul med prinsesse Benedikte
Selve juleaften vil dronning Margrethe fejre sammen med prinsesse Benedikte og private venner på Djursland.
Kongehuset skriver således om dronning Margrethes jul i år:
”Traditionen tro vil H.M. Dronningen også i år opholde sig i Aarhus på Marselisborg Slot over julen. Dronningen tager ophold på slottet fra den 21.-30. december og fejrer juleaften sammen med H.K.H. Prinsesse Benedikte og private venner på Djursland. På årets sidste aften holder Majestæten sin årlige nytårstale fra Christian IX’s Palæ på Amalienborg klokken 18.00.”