Midt i sommervarmen: Dronningen tager af afstikker fra Gråsten
Der kommer ingen dronning Margrethe frem på trappen, når der fredag den 26. juli er vagtskifte på Gråsten Slot. Majestæten er nemlig på arbejde. Hun bruger dagen på en lille afstikker fra slottet, når hun er på officielt besøg i Sønderborg, hvor hun skal se byens nye bydel langs havnen.
Besøget bliver indledt klokken 10, og da dronning Margrethe slutter dagen med en privat frokost i Sønderborgs nye og 16 etager høje Hotel Alsik, så når hun ikke hjem til vagtskiftet på Gråsten Slot.
Kunst og musik for dronning Margrethe
Måske er der andre kongelige hjemme på slottet i Gråsten, men ellers er der rig mulighed for at få et glimt af dronningen, når hun bliver vist rundt i Sønderborg.
Dronning Margrethe bliver modtaget på Ankerpladsen, hvorefter hun besøger Multikulturhuset, hvor der både er bibliotek og kunstskole.
Til slut får dronning Margrethe lejlighed til at se kunstværket "Tidscirkler", der er skabt af Olafur Eliasson. Kunstneren vil også selv fortælle dronningen om sit kunstværk, der samtidig bliver overdraget til Sønderborg Kommune.