Mister mønterne med dronning Margrethe værdi?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Når Hendes Majestæt Dronningen en dag ikke er her mere, vil der komme nye mønter med kong Frederik. Vil de gamle mønter med dronningen så miste deres værdi, hvis man har dem liggende? Eller vil de blive udfaset over årene?
Med venlig hilsen
C. H. Kirkeskov
Kære C. H. Kirkeskov
Det er Danmarks Nationalbank, der udsteder sedler og mønter i kongeriget. Når dronning Margrethe dør, vil banken i takt med efterspørgslen udsende nye mønter med Frederik 10.s monogram eller portræt. Det vil tage mange år, før mønterne med dronningens monogram eller portræt er ude af cirkulation, og de vil være gyldige som betalingsmiddel med deres pålydende værdi i adskillelige år. Som det fremgår af Nationalbankens hjemmeside, er alle "… mønter udstedt efter 1875 i værdien 50-øre og højere" stadig "gyldige som betalingsmiddel og kan ombyttes til nye mønter", ligesom alle "sedler udstedt efter 1945" er "gyldige som betalingsmiddel og kan ombyttes til nye sedler". Det er dog "op til butikkerne, om de vil tage imod ældre mønter og sedler. Gamle pengesedler og mønter kan ombyttes til nye danske sedler og mønter i eget pengeinstitut". Som bekendt findes monarkens monogram og portræt ikke på de danske pengesedler, så disse vil ikke ændre udseende i forbindelse med tronskiftet. Det er i øvrigt ikke kun de danske mønter, der vil blive ændret, når kronprins Frederik bliver konge. Der vil også skulle foretages ændringer alle de steder, hvor dronning Margrethes monogram optræder. Tænk, hvilken kæmpe opgave det er alene for kongehuset og Forsvaret.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".