Nu kan du købe prins Henriks kærlighedssang til Margrethe
Hvem husker ikke, da Eddie Skoller på TV overraskede dronning Margrethe til hendes 40-års regeringsjubilæum i januar med at have sat musik til prins Henriks smukke digt "Udødelig lidenskab"?
Nu udgiver Eddie Skoler sangen på sit nye album "Kærlighedens karrusel".
- Det var en meget speciel oplevelse at synge en kærlighedssang fra prinsgemalen til sin dronning, siger Eddie, som i samarbejde med DR og hoffet havde formået at holde sangen som en hemmelighed.
- Det var dejligt at fornemme dronningens spontane glæde og kærlige måde at ta' sin mands hånd under sangen, fortæller Skoller, som er mangeårig ven og tennismakker med prins Henrik.
"Kærlighedens karrusel" er Eddie Skollers første studiealbum i 38 år og udkommer 7. oktober. Den 66-årige entertainer har skrevet de fleste af numrene selv - men der er altså også plads til nyfortolkninger.