Royal ekspert efter sjov aften: Jeg har sjældent set dronningen så glad
I anledning af sit 50-års regeringsjubilæum blev dronning Margrethe fredag aften den 14. januar overrasket af den nærmeste familie med en hemmeligholdt middag i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.
Og det var en begivenhed, som BILLED-BLADETs udsendte, Ulrik Ulriksen, fulgte på tæt hold.
Han er overbevist om, at det var den bedste overraskelse, familien kunne give til dronningen ovenpå en begivenhedsrig og bevægende dag.
- Dronning Margrethe syntes helt sikkert, at det var sjovt at blive overrasket på denne måde af sin familie, og jeg var selv på Amalienborg Slotsplads fredag aften, da majestæten kørte ind ad porten til Christian VII’s Palæ for at tage hul på en hyggelig aften med sine sønner, svigerdøtre og børnebørn. Jeg må sige, at jeg sjældent har set dronningen SÅ glad siddende dér på bagsædet af sin kronebil, fortæller Ulrik Ulriksen.
BILLED-BLADETs udsendte var de eneste, der stod ved palæet, og dronningen vinkede og smilede til dem, hvilket man kan se på billeder og videoklip fra den vidunderlige aften.
Ulrik Ulriksen har dette bud på, hvorfor det var sådan en fantastisk dag for dronningen, selv om den også bød på en bevægende kranselægning ved forældrene kong Frederik 9. og dronning Ingrids gravsted:
- Familien og pligten betyder alt for dronningen, og det hele gik op i en højere enhed fredag den 14. januar med to officielle markeringer af 50-års regeringsjubilæet på henholdsvis Christiansborg og i Roskilde Domkirke og så med den private middag ved 19.50-tiden, hvor dronning Margrethe havde hele sin store familie omkring sig. Det sidste var helt sikkert den bedste gave af alle på en stor og historisk dag for kongehuset og hele Danmark. Og jeg tror, at dronningen må have smilet mindst ligeså meget, da hun kørte hjem fra Christians VII’s Palæ efter en god aften, som hun gjorde ved ankomsten til surprisemiddagen et par timer tidligere.