9. nov. 2018
Af Niels Burgos

Spændende rejse: Dronning Margrethe besøger Island

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul / Billed-Bladet
Dronning Margrethe er med til at markere 100-års jubilæet for Islands suverænitet.

Et af dronning Margrethes navne er Tórhildur - og netop det har altid været et vidnesbyrd om hendes nære tilknytningsforhold til Island. Det bør derfor heller ikke være nogen overraskelse, at netop dronning Margrethe har valgt at aflægge officielt besøg i Island den 1. december - og dermed markerer 100-års jubilæet for Islands suverænitet.

Islands præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson er vært ved besøget, der finder sted i Reykjavík.

Festforestilling

Dronningens besøg byder på et alsidigt program med afsæt i Islands historie, udvikling og identitetsfølelse. Besøget indledes med en udstilling om historien bag tilblivelsen af det islandske flag. Den islandske regering er herefter vært ved en højtidelighed foran regeringsbygningen på Lækjargata, hvor ikrafttrædelsen af den Dansk-Islandske Forbundsaftale blev proklameret den 1. december 1918.

Dronningen besøger desuden Islands Nationalgalleri og udstillingen ”Blossoming”, der beretter om tilblivelsen og udviklingen af Island som selvstændig nation. Sprog, videnskab, kunst og kultur er senere temaet for et besøg i Vigdís Finnbogadóttir Instituttet for Fremmedsprog, et forskningscenter ved Islands Universitet. Instituttet huser desuden fortællingen om centrets grundlægger, den tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir.

Besøget rundes af med en festforestilling i koncert- og operahuset Harpa i Reykjavik.

Da dronningen blev født 1940, var Island endnu i personalunion med Danmark og med den danske konge som statsoverhoved for begge lande.

Læs mere om: