3. apr. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Vigtige dage venter: Nu er prinsesse Marie landet i Cambodja

Prinsesse Marie
Prinsesse Marie
Foto: Hanne Juul
Prinsesse Marie er netop landet i Cambodja, hvor der i dag og de næste dage venter et spændende og vigtigt arbejdsprogram.

Cambodjas hovedstad Phnom Penh har netop fået besøg af en danske prinsesse.

Her til morgen dansk tid landede prinsesse Marie i Phnom Penh, og ganske snart tager hun hul på et spændende arbejdsprogram, som BILLED-BLADET følger tæt.

Prinsesse Marie ser nærmere på støtteprojekter

Prinsesse Marie vil sammen med generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen og organisationens lokale medarbejdere besøge en række af Folkekirkens Nødhjælps projekter i og omkring Cambodjas hovedstad Phnom Penh samt i provinserne Takeo og Kampong Chhnang.

Bekæmpelse af fattigdom

På protektionsrejsen til Cambodja vil Prinsesse Marie få indblik i Folkekirkens Nødhjælps arbejde med fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og styrkelse af rettigheder i landet.

Prinsessen kommer til at møde lokale landmænd, der er ramt af klimaforandringer, og Marie vil også komme til at møde udsatte børn, unge og deres familier, som gennem Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere hjælpes ud af fattigdom via uddannelsesforløb.

Vigtig markering

Prinsesse Maries rejse til Cambodja markerer Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum i 2022.

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Cambodja siden 1979, hvor organisationen i begyndelsen havde fokus på at støtte flygtningene i kølvandet på landets årtier lange borgerkrig.

Protektor siden 2011

Prinsesse Marie har været protektor for Folkekirkens Nødhjælp siden 2011, og hun følger hele tiden med i organisationens arbejde.

Marie har efterhånden en del erfaring med rejser som protektor for Folkekirkens Nødhjælp.

Prinsessen har således foruden Cambodja tidligere besøgt organisationens udviklings- og klimaindsatser i Etiopien, Myanmar og Uganda.

Følg med lige her

Du kan lige her på vores website følge med i prinsesse Maries program over de næste dage i Cambodja, hvor vi byder på nye billeder og videoindslag med fuld fokus på prinsessen og Folkekirkens Nødhjælps projekter i Cambodja.

Læs mere om: