30. jul. 2021
Af Lene Skriver Bak

10 år bryllupsdag: Derfor blev Zara Tindall gift i Edinburgh

Mike og Zara Tindall. 
Mike og Zara Tindall.
Arkivfoto: Mega
Da dronning Elizabeths barnebarn Zara Tindall blev gift for 10 år siden, foregik vielsen i skotske Edinburgh.

30. juli 2011 blev Zara Phillips, der er datter af prinsesse Anne og dermed barnebarn af dronning Elizabeth og prins Philip, gift med sin elskede Mike Tindall.

Parret, der siden har fået tre børn sammen, blev gift i Canongate Kirk i Edinburgh, meget langt fra den hidtidige tradition i Zaras familie.

Hendes egne forældre, prinsesse Anne og kaptajn Mark Phillips, blev viet i Westminster Abbey i 1973.

Samme sted dannede ramme om vielsen mellem Zaras morbror prins Andrew og hans tilkomne, Sarah Ferguson, i 1986.

Fem år tidligere havde Zaras ældste morbror, prins Charles, valgt St. Paul's Cathedral, da han giftede sig med lady Diana Spencer.

Også dronning Elizabeth og prins Philips yngste søn, prins Edward, blev gift i England, da han fik et ja fra Sophie Rhys-Jones i St. George's Chapel i Windsor.

Zaras storebror, Peter Phillips, havde også valgt en engelsk lokation, da han giftede sig med Autumn Kelly, i St. George Chapel i Windsor i 2008.

Det var altså noget helt nyt, at kongefamilien skulle samles til bryllup i Skotland.

Men sådan ville bruden have det, fordi hun har et nært forhold til Skotland, hvor hun blandt andet har gået på kostskole.

Zara var elev på Gordonstoun, hvor hendes farfar, prins Philip, i sin tid tilbragte flere år.

Skotland er også stedet, hvor mange af Zaras sommerferier er blevet tilbragt.

Helt anderledes end andre kongelige bryllupper

I det hele taget var brylluppet mellem Zara Phillips og Mike Tindall anderledes end andre royale bryllupper.

Bruden bar en såkaldt stang-kjole, altså en kjole, der blev købt i en almindelig butik, fremfor en designerkjole, og det var en lokal kjoleskaber, Sue Palmer, der syede kjolerne til de fire brudepiger.

Brudeparret havde valgt at begrænse gæstelisten, så meget som man nu kan, når der er tale om et bryllup i den britiske kongefamilie, og derfor var der 'blot' 400 gæster til vielsen.

I forbindelse med brylluppet meddelte Zara Philips desuden, at hun ikke agtede at tage sin mands eftermavn, med derimod beholde sit pigenavn.

Zara var en anerkendt dressurrytter, der havde redet mange sejre hjem som Zara Phillips, og derfor ville hun beholde sit navn.

Den beslutning stod hun ved frem til 2016, hvor hun deltog i Lincolnshire Horse Trials med en saddel, hvor hendes navnetræk lød Zara Tindall.

Læs mere om: