24. maj. 2020
Af Malan Joensen

Midt i en svær tid: Kate og Williams søde overraskelse

Prins William og hertuginde Catherine.
Prins William og hertuginde Catherine.
Arkivfoto: MEGA
Prins William og hertuginde Catherine gør deres yderste for at holde humøret oppe hos ældre på plejehjem.

Det er ikke nemt at være ældre beboer på plejehjem i disse tider, hvor isolationskravet som følge af corona-virus gør det svært at få besøg udefra og komme ud til aktiviteter.

Således også for beboere på plejehjem i Storbritannien.

Hertuginde Catherine og prins William er ligesom mange andre kongelige ret kreative i deres forsøg på at finde på tiltag, der kan muntre isolerede op.

I denne uge udmøntede det sig i, at de spillede bingo med en gruppe ældre fra Shire Hall Care i Cardiff.

Det skriver Hello Magazine.

Kate og William bor i denne tid med deres tre børn George, 6, Charlotte, 5, og Louis, 2, på Anmer Hall, der er deres residens i Norfolk. Her satte forældrene sig godt til rette foran computeren med deres eget bingospil, så de kunne tale med beboere, plejepersonale og trække numre i spillet via videoopkald.

Det så ud til at være ren hygge for Margaret Stocks, Margaret Jones, Ray Donoghue og Joan Drew-Smith, hvoraf sidstnævnte var først til at få bingo.

Præmien havde de betænksomme bingo-værter også sørget for. Kate og William havde nemlig arrangeret det således, at kokken på plejehjemmet serverede vin og kage, som vinderen kunne dele med de andre beboere.

Ud over selve bingospillet fik Kate og William også en god snak med tre repræsentanter for plejepersonalet om, hvordan de har det i denne tid, og om hvordan de tackler det mentale pres, isolationstiden lægger på deres virke.

Hos Hello Magazine kan man se en video fra det hyggelige bingo-spil - klik her.

Læs mere om: