3. aug. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Prinsesse Theodora stråler af lykke: Royalt bryllup kan være lige om hjørnet

Prinsesse Theodora
Prinsesse Theodora
Foto: Hanne Juul
Prinsesse Theodora af Grækenland og hendes forlovede Matthew Kumar er for længst blevet forlovet, men bryllup er det desværre ikke blevet til endnu. Parret strålede af lykke, da de for nylig var på miniferie i Danmark.

Dronning Anne-Maries yngste datter, prinsesse Theodora, havde sin elskede forlovede Matthew Kumar med til Danmark, da der for nylig var fætter-kusine-fest på Graasten Slot i Sønderjylland.

I en skøn billedserie fra familiefesten kunne man se Theodora og hendes Matt sammen med dronning Anne-Marie, prins Nikolaos, prins Philippos og prinsesse Nina, dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie, prinsesse Benedikte, prinsesse Nathalie, prinsesse Alexandra og grev Michael samt prins Gustav og prinsesse Carina.

Theodora og Matt stråler af lykke

Prinsesse Theodora og hendes forlovede stråler af lykke på billederne, og det kan der være en særlig grund til.

Philippos, Nina, Matthew Kumar og prinsesse Theodora, Nathalie, Michael, Alexandra, prinsesse Benedikte, dronning Margrethe, Nikolaos,og dronning Anne-Marie
Philippos, Nina, Matthew Kumar og prinsesse Theodora, Nathalie, Michael, Alexandra, prinsesse Benedikte, dronning Margrethe, Nikolaos,og dronning Anne-Marie
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset

Nu kan der således være et bryllup på vej snart ifølge græske journalister og kongehuseksperter.

Da Theodoras bror prins Philippos sidste år den 23. oktober 2021 blev kirkeligt gift med sin prinsesse Nina i Athen, var der massivt opbud af græske medier, og de nationale tv-stationer og avisers journalister og kongehuseksperter talte ivrigt om, at man efter Philippos og Ninas bryllup forventede, at det var prinsesse Theodoras og Matthew Kumars tur i efteråret 2022.

Rygterne svirrer

Enkelte erfarne kongehus-journalister fortalte desuden allerede for et år siden, at det svirrede med rygter om Theodoras og Matthew Kumars efterårsbryllup 2022 i Grækenland.

Dette er dog ikke endnu officielt meldt ud fra det græske kongehus’ kommunikationsansvarlige.

I forbindelse med prins Philippos og prinsesse Ninas bryllup 23. oktober 2021, blev nyheden om den kirkelige vielse først meldt officielt ud den 16. september – altså lidt over en måned før selve vielsen og den store bryllupsfest i Grækenlands hovedstad.

Hvis dette mønster følges fra den græske kongelige familie, kan vi håbe på at få godt nyt om det længe ventede bryllup i den sidste halvdel af september.

Kunne ikke finde passende dato

Dronning Anne-Marie og kong Konstantins yngste datter, skuespilleren prinsesse Theodora, 39, har i flere år dannet par med den amerikanske advokat Matthew Kumar.

Parret, der til daglig bor i Los Angeles, blev forlovet i november 2018, men på grund af coronapandemien har de flere gange måtte udskyde deres bryllupsplaner.

Parret ønskede i første omgang t bryllup året efter, men de kunne ikke finde en dato, der passede.

Coronakrise ødelagde bryllupsplaner

Da Theodora og Matte så endelig havde lagt sig fast på at sige ja til hinanden i maj 2020 i Porto Heli i Grækenland, væltede coronakrisen ind over verdenen, og brylluppet måtte udsættes endnu engang – denne gang på ubestemt tid.

Nu tyder meget på, at brylluppet, både det borgerlige og det kirkelige, kan være lige om hjørnet.

Læs mere om: