TILLYKKE: Kong Konstantin fejrer 75-års fødselsdag med familien

Efter den storslåede guldbryllupsfest sidste år, har Konstantin og Anne-Marie valgt at fejre kongens fødselsdag kun med deres børn, børnebørn og svigebørn.

Cirklen er sluttet for den græske eks-konge, der nu er flyttet tilbage til Grækenland og købt sit eget nyt palæ sidste år i det eksklusive Porto Heli område.

Det er også her at hans fem børn, tre svigerbørn og ni børnebørn skal fejre ham i anledningen af den store fødselsdag i dag.

Kong Konstantin og dronning Anne-Marie fejrede et storslået guldbryllup sidste år, og de føler ikke, at tiden er til at invitere så mange mennesker endnu en gang.

Derfor er det kun den nærmeste familie, der deltager i den private middag i anledning af 75-års fødselsdagen.

Kong Konstantin er glad fra naturens side

Kong Konstantin og hans danske dronning Anne-Marie har haft et omtumlet liv, men forrige år faldt alt på plads igen for parret, da de opgav deres eksil i London og efter 46 år i landflygtighed flyttede hjem til Grækenland, og sidste år fandt de efter at have boet til leje flere stedet endelig det rigtige palæ, som de købte.

– Jeg er en glad person fra naturens side. Hør engang: Alle dramaerne i vores liv skete, da vi var unge. Jeg tror, at hvis vi havde været ældre, havde det nok været vanskeligere. Men vores liv lå foran os, så vi tænkte: Lad os komme i gang med det. Sådan sagde kong Konstantin til BILLED-BLADET sidste efterår, da han fejrede guldbryllup med dronning Anne-Marie i Grækenland.

LÆS OGSÅ: Kong Konstantin og dronning Anne-Marie fejret i Athen

Var 19 da han forelskede sig i Anne-Marie

Kong Konstantin har som få kongelige haft et dramatisk og farverigt liv.

De første år af sit liv boede han i Sydafrika, da hans forældre, kong Paul og dronning Frederika, måtte flygte fra Grækenland på grund af 2. Verdenskrig.

19 år gammel mødte han prinsesse Anne-Marie i Danmark og forelskede sig i den unge pige. De kommende år benyttede han flere lejligheder til at besøge Danmark og holdt kontakten ved lige med den purunge, danske prinsesse. Og blot 16 og 22 år gammel blev parret forlovet. Kun fordi Anne-Maries far, kong Frederik, nægtede at give sin yngste datter kongebrev, måtte de vente med at gifte sig, til hun blev myndig. Men så skete det også med bravur.

Kun tre uger efter prinsesse Anne-Marie fyldte 18 år, blev hun nemlig i 1964 dronning af Grækenland ved et spektakulært bryllup i Athen. Året efter fik parret deres første barn, prinesse Alexia.

Anne-Marie aborterede efter drama

I maj 1967 fik parret deres første søn, kronprins Pavlos, men fødslen sker i den triste skygge af et militærkup, for en måned tidligere havde en række oberster taget magten i landet. I slutningen af 1967 forsøgte kong Konstantin sig med et modkup, som mislykkedes, og det unge par måtte flygte fra Grækenland i en militærmaskine, som kongen selv fløj til Rom.

Dronning Anne-Marie var på det tidspunkt gravid igen, men aborterede på grund af de dramatiske begivenheder.

LÆS OGSÅ: Kong Konstantin: Grækerne er et stolt folk

Bosatte sig i London

Parret bosatte sig i første omgang i Rom, men flyttede senere til London. Gennem årene i eksil i London førte kong Konstantin flere store retssager mod den græske stat for at få sine ejendomme og værdier i Grækenland tilbage.

Det var også i London-årene, at parret fik endnu tre børn, prins Nikolaos, prinsesse Theodora og prins Philippos.

De tre ældste børn blev også gift, og børnebørnene bliver flere og flere til stor glæde for kongeparret.

I 1994 mistede kong Konstantin og hele familien deres græske statsborgerskab, til gengæld vandt kongen en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor den græske stat blv dømt til at betale det tidligere kongepar 100 millioner kroner i godtgørelse.

LÆS OGSÅ: Kontantin og Anne-Marie flytter permanent til Grækenland

Cirklen sluttes nu

I 2004 fik parret så lov at bosætte sig i Grækenland igen; dog uden at kunne erhverve sig græsk statsborgerskab. Til gengæld har parret som prins og prinsesse af Danmark danske diplomatpas.

Det er så her, at cirklen sluttes efter 46 års eksil i 2013, da kong Konstantin og dronning Anne-Marie flytter permanent fra London og tilbage til Grækenland. En cirkel, som dronning Anne-Marie selv beskriver sådan:

– Højdepunkterne i vores liv har været børnene og børnebørnene, og planerne for fremtiden er at se børnebørnene blive store og opleve at få oldebørn. Sådan er det, og vi har haft et meget lykkeligt liv. Mellem min mand og jeg har det altid været lykkeligt. Men nu gør omgivelserne os endnu lykkeligere. For vi er dér, hvor vi ønsker at være. Hjemme i Grækenland. Vi startede her, og vi er kommet tilbage igen. Cirklen er sluttet.

SE DE DEJLIGE BILLEDER AF KONG KONSTANTIN OG DRONNING ANNE-MARIE HEROVER

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden