
Fyrstinde Charlene: Det var en af de sværeste beslutninger at træffe

Inden fyrstinde Charlene for alvor blev katapulteret ind på den royale scene i Monaco efter forlovelsen i 2010, var sydafrikaneren mest kendt som olympisk svømmer.
Mellem forlovelse og bryllup gav daværende Charlene Wittstock et interview til Tatler, der blev publiceret i 2010.
Her fortæller hun blandt andet om en af de sværeste beslutninger, hun på daværende tidspunkt har skullet træffe.
Charlene deltog i OL i 2000 for Sydafrika, men da hun skulle træne op til OL 2008 i Beijing, blev hun ramt af skader i ankel og skulder og var nødt til at opgive svømmekarrieren.
"At opgive konkurrencesvømning er en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har skullet træffe", fortæller Charlene til Tatler i 2010.
Holdt forholdet hemmeligt
Charlene Wittstock mødte fyrst Albert allerede tilbage i 2000 til et svømmestævne i Monte Carlo, og han rejste senere til Sydafrika for at lære hende endnu bedre at kende, samtidig med at de forsøgte at holde forholdet hemmeligt.
I 2007 flyttede Charlene så til Monaco i kølvandet på den forliste svømmekarriere, hvor hun boede i en lille lejlighed i centrum af byen, mens forholdet udviklede sig.
I 20. juni 2010, dagen efter kronprinsesse Victoria og prins Daniels storslåede bryllup i Stockholm, friede fyrst Albert til Charlene, og nyheden om forlovelsen blev offentliggjort tre dage senere.
To vielser
Året efter blev de viet både borgerligt og religiøst over to dage; den 1. og 2. juli, som det er tradition i Monaco.
Selv om fyrstinde Charlene måtte lægge konkurrencesvømningen på hylden, spiller det stadig en stor rolle i hendes nuværende liv.
Hun dedikerer en stor del af sit royale arbejde i Princess Charlene Foundation, der kæmper for at forhindre drukneulykker blandt børn og motivere børn til at dyrke mere motion generelt.




