28. mar. 2022
Af Christinna Braun

Gav alle tårer i øjnene: Fyrst Albert i overraskende video

Fyrst Albert. Arkivfoto. 
Fyrst Albert. Arkivfoto.
Foto: MEGA
Fyrst Albert dukkede pludselig op i en overraskende video.

Hvad der startede som et helt normalt interview i det svenske morgenprogram ”Nyhetsmorgon”, endte med at give alle tårer i øjnene.

Kvinden Pernilla Wallin var i studiet for at tale om sin muskelsygdom LGMD, som har bundet hende til en kørestol.

Hun blev under interviewet bevæget over at tale om sin sygdom – men til hendes forbavselse blev dagen kun mere rørende og overraskende.

Først kom hendes ven pludselig i studiet, hvilket kom meget bag på hende. Men den virkelige overraskelse kom, da Monacos fyrst Albert pludselig talte fra en video, der blev vist på skærmen i studiet.

Pernilla Wallin er nemlig stor fan af motorsport, og her ville hendes ven overraske hende, da han syntes, hun har været igennem et meget hårdt forløb. ”Man skal huske at opfylde drømme – også for andre,” siger vennen, da han sætter sig i sofaen hos Pernilla.

Fyrst Albert, som også er stor motorsports-fan, starter ud med at invitere Pernilla en tur til Monaco til maj, hvor hun kan se Formel 1-løbet Monaco Gran Prix.

”Vi glæder os til at se dig i Monaco om nogle måneder,” siger fyrst Albert i klippet, hvor han også fortæller, at Pernilla får mulighed for at møde nogle af kørerne, bl.a. den finske racerkører Mika Häkkinen.

Pernilla Wallin var ovenud lykkelig, og den rørende video efterlod alle i studiet med en klump i halsen og tårer i øjnene.

Du kan se klippet ved at klikke her.

Fyrst Albert er gift med fyrstinde Charlene. De har sammen børnene arveprins Jacques og prinsesse Gabriella på syv år.

Læs mere om: