14. sep. 2021
Af Marianne Singer

Märtha Louise jubler: Datterens drøm går i opfyldelse

Prinsesse Märtha Louise. 
Prinsesse Märtha Louise.
Foto: Ritzau Scanpix
Prinsesse Märtha Louise har delt en vidunderlig nyhed om sin ældste datter, Maud Angelica Behn, 18.

"Kan man være mere stolt af dig som debuterer som poet og illustrator i din nye bog "Tråder av Tårer" på @juritzenforlag , Maud @3_eyed_cat? 20. oktober går det løs med lanceringen. Åh, hvor vi glæder os til at vise denne smukke, fine bog fyldt med håb til verden! Du har arbejdet så hårdt og meget. Tillykke! #proudmom #yourock."

Ordene fra prinsesse Märtha Louise om sin ældste datter, Maud Angelica, 18, på et nyt Instagram-opslag er store og følelsesladede i forbindelse med, at Maud Angelica debuterer som forfatter om bare fem uger.

Til opslaget, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, hører et dejligt billede af Maud Angelica, der viser sin nye bog frem.

Samarbejde med far

Bogen "Tråder av tårer" udkommer hos forlægger Arve Juritzen, der, ifølge VG, allerede tilbage i 2018 samarbejdede med Maud Angelica og hendes far, Ari Behn, der ulykkeligvis tog sit eget liv i december 2019, om en børnebog.

Men den blev aldrig færdig og forlæggeren understreger da også overfor VG, at den nye bog helt er Maud Angelicas eget værk.

Hyldet for åbenhed

Ved sin fars bisættelse i Oslo Domkirke den 3. januar 2020 gjorde Maud Angelica kæmpe indtryk ved at holde en stærk og intens tale om den svære situation, samtidig med, at hun opfordrede andre selvmordstruede til at søge hjælp.

En åbenhed, hun efterfølgende blev hyldet for.

Hendes nye bog skal ifølge forlæggeren ses som en slags videreførsel af talen ved bisættelsen, hvor emnet er at finde vejen ud af en sorg, som har taget overhånd.

Tak til mor

For Maud Angelica er bogudgivelsen en drøm, der går i opfyldelse, skriver hun på sin Instagram.

"Det er et digt om en pige, der græder tråde, men finder håb!??????? Tak til min forlægger, der har været med til at gøre denne drøm til en realitet@arvejuritzen @juritzenforlag ? Og tak til alle mine kære, som altid har støttet mig, også min mor@iam_marthalouise ???, skriver Maud Angelica blandt andet begejstret på opslaget, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.

Arbejder som kunstner

Maud Angelica har allerede tidligere debuteret som kunstner og solgt egne kunstværker til fordel for Landsforeningen for etterlatte ved selvmord.

Til daglig er Maud Angelica elev på Oslo Steinerskole, hvor hun går på kunstlinien.

Den nye bog har hun selv illustreret bogen og teksten er ét langt digt, der er skrevet henover 60 sider.

En super mor

Forlægger Juritzen storroser også prinsesse Märtha Louise overfor VG.

- Hun er en super mor, som har delt ud af sin store erfaring med at udgive bøger, men ikke har prøvet at påvirke Maud overhovedet. Hun er en god støtte, siger han.

Førsteoplaget er på hele 10.000 bøger.

Læs mere om: