20. mar. 2023
Af Christinna Braun

Nu er det officielt: Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon overtager Märtha Louises opgaver

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Foto: Ritzau Scanpix
Prinsesse Märtha Louise frasagde sig i efteråret sine kongelige opgaver.

I efteråret meldte det norske kongehus ud, at kong Harald og dronning Sonjas datter, prinsesse Märtha Louise, ikke længere skal udføre officielle opgaver for kongehuset.

Det var en beslutning, prinsesse Märtha Louise havde taget med sine forældre, kongeparret, kæresten Durek Verrett og den nærmeste familie, lød det.

Beslutningen kom efter flere års kritiske røster i forhold til prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts alternative levemåde.

Dermed frasagde den 51-årige Märtha Louise sig sine protektioner.

Nu er flere af prinsesse Märtha Louises protektioner blevet fordelt ud mellem kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, skriver norske VG.

Ifølge VG oplyser det norske kongehus på deres hjemmeside, at kronprins Haakon overtager tre af Märtha Louises protektioner. Det gælder Hørselshemmedes landsforbund, Norges Døveforbund og Ridderrennet.

Kronprinsesse Mette-Marit overtager to af prinsesse Märtha Louises protektioner, Norsk Revmatikerforbund og Vivil-lekene.

Norsk Revmatikerforbund, som er den norske gigtforening, syntes om den beslutning, Märtha Louise tog i efteråret med sin familie.

- Vi synes, det er ordentligt og klogt. Det er udfordrende, når vores protektor går ind for meninger og idéer, der er i modstrid med vores evidensbaserede tilgang, lød det fra foreningens generalsekretær, Bo Gleditsch, i efteråret ifølge VG.

Læs mere om: