Torsdag, 28. april 2022 - af Sofie Nymand

Klar opfordring til dronning Elizabeth: Tag hertugtitlen fra prins Andrew

Foto: MEGA
Byrådsmedlemmer i York kommer med klar opfordring til dronningen og regeringen.

Byrådsmedlemmer i York kræver, at dronning Elizabeth fratager prins Andrew titlen ’Hertug af York’.

Det skriver Sky News.

Opfordringen kommer efter, at et enigt byråd i York under et ekstraordinært byrådsmøde vedtog, at prinsen ikke længere må benytte ærestitlen ’freeman' af York.

Byrådet vurderede, at prinsen ikke længere er værdig efter sagen mod ham om seksuelt misbrug. I februar blev der indgået forlig i sagen.  

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Byen ønsker ikke at være sat i forbindelse med prinsen, og politikerne i York mener, at næste skridt er, at prins Andrew afgiver titlen ’hertug af York’. 

Et forslag, der under mødet blev bakket op af byrådsmedlemmet Darryl Smalley fra York Liberal Democrats:

– Hvis han undlader at gøre det, må regeringen og Buckingham Palace træde til for at fjerne hans titel for endelig at gøre op med prins Andrews forbindelse til York, sagde Darryl Smalley og fortsatte:

– Efter at være blevet frataget sine militære roller og kongelige protektioner af dronningen, mener vi, at det er rigtigt at fjerne alle forbindelser, som prins Andrew stadig har til vores by.

Ifølge BBC kan titlen fratages, hvis parlamentet vurderer, det er nødvendigt. Sidst det skete, var i 1917.

I januar fik prins Andrew frataget sine militære titler og kongelige protektioner. Samtidig blev det besluttet, at betegnelsen 'hans kongelige højhed' ikke længere vil blive brugt af prins Andrew i officiel sammenhæng.

Læs mere om:

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden