Dette har Carl Gustaf hygget sig med under coronakrisen
Kong Carl Gustaf kommer med en sjov afsløring i den nye tv-dokumentar ”Kungahuset 2020”, som vises på TV4 den 25. december.
Carl Gustaf er vild med tv
I et interview med TV4’s reporter Rania Shemoun Olsson fortæller kongen, at han i løbet af året har fået rigtig meget tid til at hygge sig i sofaen foran sit og dronning Silvias tv.
Nyheder og sport
Kongen ser meget nyheder, så han hele tiden kan holde sig godt orienteret om, hvad der sker i ind- og udland.
Og så er Carl Gustaf glad for at se sport i tv.
I løbet af vinterhalvåret er han meget begejstret for at følge med i vintersport som for eksempel skiskydning og alpin World Cup med discipliner som slalom og styrtløb.
Fladskærm i pejsen
Ifølge det svenske medie Svensk Damtidning er det royale fladskærms-tv placeret et ret genialt sted i dagligstuen på slottet hjemme hos Carl Gustaf og Silvia.
Kongen har tidligere fortalt, at han og dronningen har deres tv placeret i en gammel åben pejs, som man naturligvis ikke tænder op i mere.
Nu er det udelukkende fjernbetjeningen, der skal i brug for at få sat blus på pejsen på Drottningholms Slot og Stenhammar Slot.