Prins Carl Philip åbner op: Jeg har været heldig
- Som I måske ved, er også jeg ordblind. Jeg har været så heldig at modtage støtte og forståelse. Men jeg kender til de fordomme og den stigma, som så mange børn og unge møder. Det kan være ødelæggende for vores selvværd.
Sådan lyder det fra prins Carl Philip i en engelsk videohilsen, som han torsdag delte på sin og prinsesse Sofias fond Prinsparet Stiftelses Instagram-profil.
Kan være svært
Videohilsenen har prins Carl Philip delt i anledning af, at lydbogen "Elskede dysleksi" nu også findes i en finsk version og lanceres i Finland.
- Jeg tror, at de fleste os prøver at lære vores børn at være sig selv, at være stolte af dem de er. Men som vi alle ved, kan det at være sig selv nogle gange være svært, især når du er et barn, og især hvis du kæmper med forskellige udfordringer, begynder prins Carl Philip sin hilsen.
Respekt og forståelse
Herefter fortæller prinsen, at han sammen med prinsesse Sofia lancerede fonden Prinsparets Stiftelse for fem år siden med fokus emnerne, et mere sikkert miljø online og at skabe respekt og forståelse for alle ordblinde.
- Vi vil gerne gøre vores til at bidrage til et inkluderende samfund. Et samfund, der støtter op om det unikke i ethvert individ, siger han endvidere, inden han også fortæller om sine egne erfaringer som ordblind.
En super kraft
- Hvis du er ordblind, håber jeg, at du føler, at du virkelig kan være dig selv, at du kan være stolt af den du er og dine unikke kvaliteter. Og at ordblindheden kan være din super power, slutter prinsen på sympatisk vis.
Ligesom prins Carl Philip er også prinsesse Madeleine og kronprinsesse Victoria ordblinde og har tidligere fortalt åbent om deres udfordringer.
Medvirker selv
Lydbogen "Elskede dysleksi" og er blevet til i et samarbejde mellem Storytel og Prinsparets Stiftelse.
Prins Carl Philip medvirker i lydbogen, der byder på eksperters og hjerneforskeres udsagn om dysleksi og de fordomme, der hersker i forbindelse med ordblindhed.
Prins Carl Philip fortæller selv, at han var 14 år, da han fik stillet en diagnose og blev fortalt, at han var ordblind.