LIVSSTIL: Derfor bør du droppe morgenkaffen
For rigtig mange mennesker er en kop kaffe noget af de første, de har brug for om morgenen. Og de kan faktisk have svært ved at fungere uden.
Men en ekspert siger nu, at det faktisk ikke er mest optimalt at drikke kaffen tidligt om morgenen. Det er nemlig bedst at indtage den mellem kl. 9.30-11.30, siger Steven Miller, der er neurolog ved Uniformed Services University of the Health Sciences i Maryland.
Han peger på, at det er bedst at indtage kaffen, når kroppens kortisolniveau er lavt, fordi kaffen interagerer med stresshormonet. Og det er netop fra kl. 9.30 og to timer frem, skriver Daily Mail.
Koffeinen mister effekt
Ifølge Steven Miller udvikler personer, som drikker kaffe, når deres kotisolniveau er højt – især mellem kl. 8 og 9 – en tolerance over for koffein, som dermed bliver mindre effektivt.
Kortisol er et hormon, som styrer kroppens indre ur og som får folk til at føle sig vågne. Niveauet af hormonet i kroppen er typisk højt, når man vågner, men efter en times tid falder det igen, skriver Daily Mail og The Telegraph.
Det er netop, når kortisolniveauet falder, at man får mest ud af koffeinen, da det fremmer kortisolproduktionen, og man dermed ikke er resistent over for koffeinens fordele.
En stærkere kop kaffe
Steven Miller peger på, at kortisolniveauet også stiger omkring frokosttid og igen mellem kl. 17.30-18.30.
- Hvis du drikker kaffe på et tidspunkt, hvor koncentrationen af kortisol i din krop er højt, skal du hellere droppe at drikke det. Det skyldes, at kortisolproduktionen i høj grad er relateret til din vågenhed, og det er på sit højeste mellem kl. 8 og 9 om morgenen i en 24 timers cyklus. Et af de vigtigste principper i farmakologien er, at medicin/stoffer kun skal bruges, når det er nødvendigt. Ellers vil vi udvikle en immunitet over for et stof i samme dosis, skriver Steven Miller.
Drikker man alligevel kaffen som det første om morgenen, kan man med tiden udvikle en trang til, at kaffen skal være stærkere og stærkere for at opnå en effekt.
Steven Miller tilføjer dog, at kortisolniveauet kan svinge fra dag til dag fra person til person, så det bedste tidspunkt at nyde en kop kaffe på kan altså variere. F.eks. kan det hurtigere falde, hvis du er meget tidligt oppe.
Kilde: Daily Mail