Livsstil - Derfor pakker mænd ikke selv kufferten
Vi pakker kufferten for vores mænd. Det er resultatet af en ny undersøgelse, som er lavet af rejsesøgemaskinen Skyscanner.dk blandt mere end 1.000 danskere. Den viser, at kun 44 procent af mændene pakker deres egen kuffert.
Selv når mændene skal alene af sted på en forretningsrejse, er det 27 procent, der får pakket tasken af deres bedre halvdel, viser undersøgelsen.
Tilsyneladende skyldes kvindernes pakkeiver delvist, at de ikke vil betro mændene opgaven, fordi de blot ender med at glemme noget til rejsen. Men 10 procent af mændene indrømmer også, at det i virkeligheden er, fordi de selv er for dovne til pakke, ligesom en tilsvarende mængde mænd faktisk beder kvinderne om at gøre det for dem.
Skjulte intentioner
Kvinderne har antageligvis intet imod at blive betroet opgaven. En tredjedel af de kvindelige deltagere i undersøgelsen erkender nemlig, at de mener, at de er bedre til at pakke, end mændene er. 10 procent overtager pakningen for at være sikre på, at den garderobe mændene har med, er noget kvinderne vil være bekendte at vise sig med ham i. 13 procent af kvinderne har dog mere skumle hensigter. De vil nemlig benytte muligheden for at tiltuske sig noget plads i mandens kuffert.
Hos Skyscanner.dk mener man, at det er tydeligt, at det er kvinderne, der ved, hvor skabet skal stå, når det kommer til at organisere rejser i husstanden.
- Det lader til, at det er kvinderne, der er familiens rejseleder. Vi ved fra en tidligere undersøgelse, at det er kvinden, der hovedsageligt står for research, planlægning og bestilling af rejsen, og nu har vi svar, der indikerer, at det i overvejende grad også er kvinden, der står for at pakke til rejsen. Der tegner sig et klart billede af, hvem der har bukserne på, når familien skal ud og rejse, siger Maria Paulsen, rejseekspert hos Skyscanner.dk.