Livsstil - Derfor skal din mand rage skægget af
George Clooney har gjort det, og Ben Affleck har sørme også smidt skægget for nylig til fordel for et glatbarberet look. Grooming-trenden hos mænd har gjort sit indtog, det betyder bl.a., at det er på tide at droppe skægget og vise ansigtet frem.
I Storbritannien melder stormagasinkæden Debenhams således om en stigning på 24 procent i salget af barbergrej og grej til at trimme ansigtshår ud over skæg. Det skriver Dailymail.co.uk.
Det er in for mænd at pleje sig selv
Sara Stern, der er skønhedsdirektør ved Debenhams, forklarer, at ud over at mænd gerne vil ligne de store Hollywoodstjerner, så bliver der generelt i skønhedsbranchen satset stor på, at det er hipt blandt mænd at dyrke grooming, der bedst kan oversættes til at være veltrimmet.
- Mænd vil gerne kopiere det veltrimmede look, som vi for nylig har set på en del højtprofilerede berømtheder ved at trimme deres ansigtshår og gå mere op i ansigtspleje. Desuden viser flere lanceringer af mande- og unisex-makeup, hvor seriøst mænd tager deres pleje- og trimmevaner, siger hun til Dailymail.co.uk.
Mænd passer på deres hud
En undersøgelse som Debenhams netop har iværksat og offentliggjort viser desuden, at en ud af fem britiske mænd bruger knap 900 kroner om måneden på skønhedspleje. Det, de især bruger pengene på, er en god barberskum samt fugtighedscremer til brug efter barbering. Desuden følger tre ud af fire af mændene daglige hudplejerutiner.