6. aug. 2013
Af af Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media

Livsstil - Derfor strækker du dig om morgenen

Derfor strækker vi os om  morgenen
Foto: AOP
Når vækkeuret ringer og river dig ud af dine søde søvn, så er noget af det første, du gør, sikkert at strække dig. Men hvordan kan det egentlig være, at vi automatisk strækker os, når vi vågner?

Måske tænker du ikke engang over det - for mange mennesker er morgenstrækket, lige når de er vågnet, en ren reflekshandling. Og da det ikke er noget, der er blevet forsket ret meget i ifølge fagfolkene professor Poul Jørgen Jennum og underviser Peter Keller Hansen, så er det heller ikke noget, der florerer ret meget viden omkring.

– Sådan er det jo ofte, når det ikke er det store problem. Det er jo bare fint at strække sig, siger Peter Keller Hansen, der underviser på fysioterapeutdannelsen i Aarhus, til Forskning.no.

Du fortæller kroppen, at det er morgen

Professor Poul Jørgen Jennum, der er forskningsansvarlig på Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital, mener dog, at vores morgenstræk er med til at sætte gang i hele kroppen. Lige fra fordøjelsen til kroppens og hovedets forståelse for, at dagen nu går i gang.

– Når vi sover, reduceres aktiviteterne og den generelle metabolisme, altså stofskiftet. Strækøvelserne er sandsynligvis en del af den almindelige vækning og døgnrytmeregulering, siger Poul Jørgen Jennum til Forskning.no.

Et skud energi til blod, muskler og nerver

Han mener desuden, at vi giver kroppen et boost, så den er klar til at komme på højkant igen, fordi strækket sætter gang i blodomløbet.

– Det er sandsynligvis rimelig enkelt. Når man strækker sig om morgenen, bidrager det til at få gang i blodcirkulationen. Det ses hos næsten alle dyrearter, siger Poul Jørgen Jennum.

Muskler og led, der ikke er blevet rørt hele natten, bliver desuden kaldt til live igen gennem strækøvelserne, ligesom nerverne også bliver vækket, forklarer Peter Keller Hansen til Forskning.no.

Læs mere om: