LIVSSTIL: Fire ting du ikke bør købe brugt

Foto: AOP

Selvom du er en kræmmertype, der elsker og er god til at gøre en handel enten på nettet eller på loppemarkeder, så er der visse ting, du bør vælge at købe fra nye.

Mandag, 24. juni 2019 - af Aller Media

Nicole Lapin, tidligere nyhedsvært på CNBC and CNN Live, driver det populære site Recessionista.com, hvor hun giver økonomisk og praktisk rådgivning, der er rettet mod kvinder. Hun kommer på sitet bl.a. med gode råd til, hvilke områder du bør holde igen med din krejlermentalitet og gå efter nye varer i stedet for brugte.

Når det eksempelvis kommer til børns sikkerhed, din egen sundhed, eller ting der kan have skjulte fejl, så kan det nemlig ikke betale sig at gå efter de brugte varer, uanset hvor billigt du får dem, mener hun.

Her får du fire af hendes tips til, hvad du ikke bør købe brugt og hvorfor:

Bærbar computer

Det er umuligt at se på overfladen, om dit nye køb af en brugt bærbar computer i virkeligheden er penge ud af vinduet. På grund af den bærbares natur, så er den sikkert blevet flyttet rundt på af sin tidligere ejer, og det kan let skade den slags elektronik. Men det vil først blive afsløret, når du går i gang med at bruge den og eventuelt skal installere nye programmer, og så er det for sent.

Madrasser

Selv den bedste madras har kun en levetid på omkring otte-ti år, så en brugt madras vil du sandsynligvis ikke kunne beholde ret længe. Desuden får du en masse fugt og sved med, som madrassen har suget fra sin tidligere ejer, ligesom det er uundgåeligt, at du overtager en masse husstøvmider. I allerværste fald kan du risikere, at den tidligere ejer har haft væggelus, som er en plage at få ind i sit hjem og som skal slås ned af professionelle.

Blendere

Hvis du gerne vil have en dyr blender, fordi den skal være ekstra god og vælger at købe den brugt, så kan du blive slemt skuffet. Knivene på dyre blendere bliver også slidte og mister sin skarphed med årene. Desuden er mange blendere svære at gøre helt rene, hvorfor der godt kan gemme sig madrester og bakterier i krogene.

Tremmesenge

En barneseng skal være et trygt sted for børnene at være, da forældrene ofte efterlader barnet der i mange timer uden opsyn. Desuden får netop denne type seng tit en hårdhændet behandling allerede af det første barn, der bruger den. Og det kan være svært at gennemskue, om den første ejer har skruet sengen ordentligt sammen, eller om noget af træet eller nogle af skruerne er blevet særligt belastede, og derfor pludseligt kan bryde sammen med dit barn i sengen.