Livsstil - Guide: Gør din kæreste mere lækker
Kan du svare ja til ovenstående, så er det sandsynligvis, fordi han med tiden er blevet smådoven med sit udseende. Sådan hjælper du ham til at finde hans lækreste sider frem igen.
Livsstilsjournalist Kathryn Jezer-Morton på mandesitet Askmen.com mener, at langt de fleste mænd kunne være meget mere attraktive at kigge på, hvis de gjorde noget mere ud af deres udseende i stedet for at lade stå til. Derfor påpeger hun forskellige områder, hvor mænd typisk glemmer at gøre noget ud af sig selv.
Tjek listen, og se, om det også er nogle af de punkter, hvor din egen mand eller kæreste godt kunne trænge til en opdatering, så han igen bliver hot at kigge på:
1. Han har sammenvoksede øjenbryn
Har din mand anlagt en seriøst stor skovsnegl hen over øjnene, der breder sig fra den ene ende af panden til den anden – uden ophold. Så har han det meget lidt klædelige ’unibrow’. Selv for kvinder, der godt kan lide, at deres mand lader skægget stå, er der lige lovligt meget vildmand eller varulv over de sammenvoksede øjenbryn. Er din mand meget ømskindet, så kan en barberhøvl bruges til formålet, men ellers kan han hos de fleste frisører betale sig fra en hurtig plukning med pincet.
2. Han sveder (og lugter) for meget
Hvis din mand lugter lidt rigeligt af sved efter en dag på job, så kan det skyldes hans valg af tøjmateriale. Syntetiske stoffer er absolut ikke gavnlige for svedproduktionen og lugten deraf. T-shirts i bomuld af ældre dato kan også være en ildelugtende affære, fordi det med tiden bliver sværere og sværere at vaske bakterierne ordentligt ud af trøjerne, så de hurtigere kommer til at lugte igen.
3. Han går ALTID i T-shirts
Er en kortærmet bomulds-T-shirt med eller uden print stort set det eneste din mand bærer på overkroppen, med mindre han er tvunget til at tage en hættetrøje ud over pga. kulden? Især hvis han har taget et par kilo på, siden I mødte hinanden, så er det et temmelig trist valg af trøje. En løs skjorte, en polotrøje, ja, næsten hvad som helst andet, vil sikkert klæde ham bedre og atter gøre ham mere attraktiv i dine øjne.
4. Han har hår i nakken
Vokser din mands hovedhår helt ned ad nakken, så har de det sikkert også med at titte frem et godt stykke tid, før han igen går til frisøren. Gør ham den tjeneste at fortælle ham om det og hjælp ham med at barbere dem af, næste gang han alligevel har høvlen fremme.
5. Det er fem år siden, han sidst købte nye jeans
Har din mand stort set ikke købt nye bukser, siden I mødte hinanden, så er det sandsynligt at faconen er umoderne og bukserne virkelig godt slidte. Send ham på shopping med det ene formål at komme hjem med jeans, der både passer ham godt og som modemæssigt hører til i dette årti.
6. Han har uren hud
Uren hud hører teenagealderen til. Med mindre der er en helbredsmæssig forklaring, så skal din mand instrueres ordentligt i, hvordan han renser sin hud hver aften og bruger en fugtighedscreme, der passer til hans hudtype, for at undgå urenheder i huden. Det er år og dage siden, den slags kun hørte kvinder til.
7. Han vejer lidt for meget
Det bliver sværere med alderen for kroppen at omsætte de rigelige mængder øl og fastfood, som mange mænd holder rigtigt meget af. Hvis din mand eller kæreste har anlagt en topmave, så lad være med at sige til ham, at du ikke finder det attraktivt. Hjælp i stedet hans sunde vaner på vej ved at opfordre til, at I laver forskellig fysisk aktivitet sammen i stedet for at hænge i sofaen, og tøm skabet for slik og lækkerier og server i stedet sunde snacks, når I skal hygge med den slags.
LÆS OGSÅ: