3. jul. 2013
Af af Line Klum Jarlkov, slankedoktor.dk, Aller Media

Livsstil - Guide: Hold dig i form i ferien

Livsstil aktiv ferie sommerferie cykle
Foto: AOP
Når der står ’ferie’ i kalenderen, skal der selvfølgelig slappes af og nydes. Men det er ikke ensbetydende med, at din gode form behøver at blive helt forsømt.

Du holder fri fra arbejde og har sat dit fitness-medlemskab i bero og ønsker alligevel ikke at vinke farvel til din gode form – det kan være en svær og farlig sommercocktail.

- Hvis du er i gang med et vægttab og er lidt stolt af det, du har nået, skal du passe meget på, at det ikke går galt i din ferie. En ferie, hvor du bare læner dig tilbage, ikke motionerer og spiser alt hvad du har lyst til, den vil sætte sig på sidebenene. I værste fald kan du tage mindst et kilo på om ugen, og det er ikke motiverende at skulle i gang med, når hverdagen kalder, siger diætist Lisa Bolting.

Sådan kan du holde formen i ferien

- Det er faktisk muligt at nyde og yde på én gang ved at skifte din sædvanlige motion ud med andre og mere ferievenlige aktiviteter, siger Jimmi Korsholm, Cand.scient i idræt, der anbefaler følgende ferieaktiviteter:

  • Løbe eller gå på sandstrand. Sandet giver god modstand, så du effektivt får trænet både kondition og benmuskler.
  • Gå i vand. Gå i vandkanten så dine underben er dækkede eller endnu mere af kroppen. Vandet giver god modstand - og samtidig bliver du kølet ned.
  • Lav øvelser i vandet: Hop, løb på stedet, lav høje knæløft, dyk ned til bunden, stå på hænder. Al bevægelse i vandet gør en forskel.
  • Cykelture i moderat tempo.
  • Ro i moderat eller hårdt tempo. Roning styrker overkroppen og er i øvrigt en god sport til dig med stillesiddende arbejde til dagligt, da det ruster dig til mange timer på kontorstolen uden af få ondt.
  • Arranger en legedag for hele familien og venner; f.eks. rundbold eller vandkamp, hvor kroppen er i bevægelse, og man samtidig har det sjovt.
  • Vandre i kuperet natur. Sørg for at skulle over mindre forhindringer som træstammer og løse sten; det øger din koordination og balance, som hvis du var til boldtræning i fitnesscentret.
  • Kombiner forskellige aktiviteter, f.eks. cykling for ben og roning for overkroppen. Det er en god erstatning for både styrke- og konditionstræning.
  • Lej en vandcykel og tramp derud af.
  • Løb på rulleskøjter. Har du aldrig prøvet det, kan du i de fleste storbyer leje rulleskøjter og så er det bare at gå i gang med at øve. Og børnene vil syntes, det er herligt.
  • Tag en svingom med en hulahopring. Du kan bruge børnenes eller du kan investere i en fitness-hulahopring, som er tungere, men nemmere at svinge rundt.

Læs mere om: