Livsstil - Her er det lette trick til at undgå diabetes

Konklusionen på en ny undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal, er, at i modsætningen til indtagelse af frugtjuice, så kan et ugentligt indtag af visse frugter og bær reducere risikoen for at udvikle diabetes 2. Det skriver Forskning.no.
Det er forskere fra Brigham and Women's Hospital og Harvard School of Public Health, der har analyseret data fra tre tidligere undersøgelser, der involverede næsten 190.000 deltagere. Forskerne kunne konkludere, at et ugentligt indtag af to portioner frugt (dvs. f.eks. 2,5 dl blåbær og et æble) kunne mindske risikoen for at udvikle diabetes 2 senere i livet med 23 procent, modsat dem der spiste frugt sjældnere end en gang om måneden.
Tørret frugt bedre end juice
Forskerne kunne også fastslå, at det særligt var dem, der spiste druer, blåbær, æbler og pærer, som havde en mindre risiko. Men der blev også set en effekt ved et indtag af rosiner.
Da forskerne kiggede nærmere på de deltagere, der dagligt drak et glas juice af fx æble, appelsin og grapefrugt, var resultatet imidlertid noget andet. Dette øgede nemlig risikoen for at udvikle diabetes 2 med hele 21 procent. Hvis deltagerne skar tre glas juice væk om ugen, kunne de mindske diabetesrisikoen med 7 procent.
De forskellige stoffer gør forskellen
Forskerne har forklaret, at det glykæmiske indeks for frugterne, det vil sige hastigheden, hvormed kulhydraterne i frugten optages i kroppen, ikke umiddelbart spiller nogen rolle i forhold til diabetesrisikoen.
De mener i stedet, at det afgørende er, at frugterne og bærrene indeholder nogle forskellige gavnlige stoffer, som virker fordelagtige i det henseende. De har dog ikke i denne undersøgelse kunnet se nærmere på de enkelte frugtstoffers virkning på kroppen.