13. aug. 2013
Af af Juliane Olsen, Newsdesk, Aller Media

Livsstil - Her er kendis-hårstilen årti for årti

https://imgix.billedbladet.dk/storage_1/media/aopd-116331.jpg
Foto: AOP
Hvert årti har haft sin særlige hårstil, der er kommet til udtryk gennem stjernerne. Læs om hårstilen, der definerede årtiet her.

Årene kommer og går, men tendenserne bliver hos os for evigt. Dette kunne ikke være mere sandt, når det gælder kendissernes hårstil. Ligesom mode, film og musik så får hårstilen en helt egen indflydelse på popkulturen. Sæt tiden tilbage, og læs hvilke hårstile, der definerede årtiet ifølge Huffington Post.

1920'erne

De brølende 1920’ere blev karakteriseret af et boom i verdensøkonomien og en ekstravagant livsstil i byerne. Et symbol på guld og glitter var stumfilmstjernen Clara Bow. Den hotte skuespiller var forfulgt af ondsindede rygter, men hun blev alligevel synonym med tidens flapper-stil og især for sine kortklippede krøller. Det ikoniske udseende bliver ofte kopieret på den røde løber selv den dag i dag.

1930'erne

Skuespilleren Jean Harlow blev symbol på 1930'erne. Film-darlingen der var i stald hos selskabet MGM havde træk, der lå tæt på Clara Bows med sine tynde øjenbryn og bølget hår med perfekt tekstur, men det var den chokerende blonde nuance, som fik hende til at skille sig ud. Hendes frisør Alfred Pagano indrømmede, at han farvede den blonde sexbombes hår med en blanding af brintoverilte, ammoniak og klor. Ikke overraskende begyndte Jean Harlows hår at falde af kort efter hendes tragiske død som 26-årig.

1940'erne

Skuespilleren Veronica Lake osede af Hollywoods glamour med sin flotte hårmanke, og hun var medvirkende i over 20 film i løbet af æraen. Hendes hår havde uden tvivl en ikke uvæsentlig betydning for hendes succes. I dag kopierer stjerner som Blake Lively og Reese Witherspoon ofte denne hårstil.

1950'erne

Skuespilleren Audrey Hepburn træk var legendariske: tykke øjenbryn, slank figur og en drenget attitude var med til at slå hendes navn som stjerne fast i Hollywoods guldalder. Med film som Breakfast at Tiffany's, Roman Holiday og My Fair Lady redefinerede skuespilleren de klassiske normer for skønhed og beviste, at en kort frisure også kunne have stor magt.

1960'erne

Sangerinden Cher var det ultimative symbol på 1960'ernes blomsterbarn, og samtidig var hendes melodier og vilde udtryk meget sigende for årtiets boheme-ånd. Hendes fejlfrie, snorlige manke med midterskilning fuldendte hendes hippie-image. Cher var klart med til at kickstarte trenden med glat hår og brug af glattejern i dette årti.

1970'erne

Med 1970'erne kom disko, rulleskøjter, feminismen og skuespilleren Farah Fawcett frem i billedet. Den slående skønhed fra tv-serien Charlie's Angels blev uden tvivl mest kendt for sine fjerlette lag af hår. Stilen er stadig eftertragtet mere end 40 år senere, hvilket rapperen Andre 3000s single Farah Fawcett Hair blandt andet er et godt bevis på.

1980'erne

I 80'erne handlede det hele om at sende et budskab. Tænk blot på de mange skulderpuder, overdimensioneret tøj, skøre farver og stort hår. Skuespilleren Brooke Shields optrådte som model i den velkendte Calvin Klein jeans-kampagne, hvilket startede en succesfuld karriere som model og skuespiller for hende.

1990'erne

The Rachel er synonym med 90'erne og skuespilleren Jennifer Anistons hårstylist Chris McMillan førte hånden bag den berømte etageklipning, hvilket fik tusindvis af dedikerede Venner-fans til at få klippet en frisure i stil med deres foretrukne tv-karakter. Jennifer Aniston selv har dog udtalt, at hun ikke altid har været lige begejstret for frisuren.

2000'erne

Ved årtusindskiftet startede en trend med bølget hår, og ingen har været et bedre symbol på denne strand-stil end supermodellen Gisele Bündchen. Hendes varemærke er naturligt blødt, solkysset hår, som mange kvinder misunder hende for, og forgæves forsøger at eftergøre med krøllejern og mousse i et forsøg på at kopiere den pjuskede, usatte frisure.

2010'erne

Den mest berømte frisure lige nu har siddet på popstjernen Justin Bieber i form af hans pandehår. Da den canadiske popstjerne først tonede frem i billedet med langt pandehår friseret ned over øjnene, vandt han sine fans' hjerter, og fik dem til at eftergøre hans stil. Det til trods for, at det er en frisure, der faktisk kan være temmelig dyr at vedligeholde.

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: