LIVSSTIL: Her er kropsdelen, du ikke må tabe dig på
Flere og flere kvinder er efterhånden besatte af at slanke sig til et mellemrum mellem lårene, som de fleste modeller har kunnet vise frem på catwalken under de seneste modeuger verden rundt.
Dette kropsideal er dog ikke helt så let at arbejde hen imod ved hjælp af sund kost og motion ifølge Vonda Wright, der er forfatter til bogen Guide to Thrive: 4 steps to Body, Brains and Bliss.
- Meget få kvinder har et stort mellemrum mellem benene. En kløft mellem lårene forekommer kun via generne, men selv om du har brede hofter, kan dine ben stadig røre hinanden, hvis du har mange muskler, siger hun til Women’s Health.
Drastiske metoder
Det at være besat af at transformere visse kropsdele er dog ikke en helt ny trend, men det skræmmende ved netop denne tendens er, at kvinder går til yderligere for at opnå de voldsomt tynde ben.
- De fleste kvinder kan ikke opnå dette udseende uden ekstreme slankekure eller i nogle tilfælde en spiseforstyrrelse for fuld skrue, siger Claire Mysko, der er talsmand for det amerikanske National Eating Disorders Association til sitet.
Ifølge Vonda Wright betyder det, at man er tynd heller ikke nødvendigvis, at man samtidig er sund. Den eneste sunde metode til at komme i nærheden af kløften mellem lårene er ifølge hende at træne benene for at få markerede muskler.