5. mar. 2013
Af af Nina Bendixen/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Hver femte lider af mundtørhed

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/hverfemtelideraf-mudtorrhe.jpg
Arkivfoto: AOP
Spytmangel er en udbredt lidelse, og det kan have store konsekvenser for mund og tænder

Omkring 20 procent af den voksne befolkning er ofte generet af mundtørhed. Det er almindeligt at føle sig tør i munden, når man er nervøs, stresset eller angst, men oplever man det ofte, er det vigtigt at få talt med sin tandlæge.

- Der kan være mange symptomer udover mundtørhed ved for lav spytproduktion, blandt andet tørre læber, dårlig ånde og forringet smagsoplevelse, siger Dorte Jeppe-Jensen, som er tandlæge og odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen, til Alive.dk.

- Konsekvensen af mundtørhed kan blandt andet være øget risiko for huller i tænderne, tandkødsbetændelse og svamp i munden. Nogle patienter får så mange og store huller i tænderne, at behandlingen kan blive uoverskuelig ikke mindst fra et økonomisk synspunkt. For andre kan ekstrem mundtørhed blive så slemt, at der næsten er tale om et socialt handikap, hvor man ikke har lyst til at deltage i selskabelighed, hvis man skal spise sammen med andre, fordi man ikke kan tygge og synke sin mad ordentligt på grund af manglende spyt.

Vigtigt at vælge sukkerfrit
De færreste ved, hvad de skal gøre ved mundtørhed, og den løsning, som de fleste vælger, kan være effektiv, men ikke nødvendigvis god.

- Mange spiser pastiller og tygger tyggegummi, hvilket kan være en god ide, men de tænker ikke på, at det skal være sukkerfrit. Hvis man ikke producerer nok spyt og samtidig spiser sukker, så kan spyttet ikke hjælpe til beskyttelse af tænder og mund, og så siger stiger risikoen for huller i tænderne og tandkødsbetændelse, siger Dorte Jeppe-Jensen.

Kan man genkende symptomerne, er der en række forholdsregler, man kan tage.

- Det er vigtigt at kontakte sin tandlæge, hvis man lider af mundtørhed. Hos tandlægen kan man få en målrettet information og konkrete råd, som er tilpasset den enkeltes behov. Det betyder, at man kan reducere skaderne, siger hun og fortsætter:

- Derudover skal man selvfølgelig sørge for at have god mundhygiejne og undgå sukkerholdige drikke, som juice, saft og sodavand. Man skal dog holde igen med light sodavand, for ligesom almindelig sodavand indeholder de syre, der kan give emaljeskader.

Hyppigste årsag er medicin
Mundtørhed er mest udbredt blandt ældre personer. Det er dog ikke alderen i sig selv, som medfører mundtørhed, men den stigende forekomst af sygdomme og brug af medicin, der kan følge med alderen. Mundtørhed kan for eksempel komme som bivirkning af midler mod depression og angst, mod astma og allergi og mod forhøjet blodtryk.

- Hvis man får medicin, kan mundtørhed nogle gange afhjælpes ved at ændre på dosis eller skifte mærke. I det tilfælde skal man tale med sin læge, siger Dorte Jeppe-Jensen.

Få yderligere information på Tandlaegeforeningen.dk

Læs mere om: