30. aug. 2013
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Aller Media

Livsstil - Migræne kan skade din hjerne

https://imgix.billedbladet.dk/storage_1/media/aopd-146297.jpg
Foto: AOP
Nu peger en forsker på, at migrænen har en langvarig effekt på hjernen.

Der er dårligt nyt for de mange mennesker, der sommetider lider af migræne. For ny forskning viser, at migræner øger risikoen for permanente skader på hjernen.

Det skyldes, at migræner øger risikoen for læsioner, abnormiteter og ændret hjernevolume, når man sammenligner med personer, der ikke lider af migræne.

Denne sammenhæng var endda stærkere, når der var tale om personer med auramigræne, eller når personerne oplevede et særligt tegn på, at migrænen var på vej, skriver Daily Mail.

- Migræne har været anset for at være en lidelse uden langvarige konsekvenser for hjernen. Vores undersøgelse og metaanalyse viser, at lidelsen måske påvirker hjernens struktur på flere måder permanent, forklarer Messoud Ashina, der er forsker ved Københavns Universitet og som står bag undersøgelsen.

Risikoen steg markant

Messoud Ashina har studeret 19 forskellige undersøgelser for at se på migrænens effekt på hjernen ved at se på MRI-skanninger.

Resultaterne var, at risikoen for at få hvide substans-læsioner i hjernen steg med 68 pct., hvis man havde aura-migræne, og 34 pct. med almindelig migræne, når man sammenligner med personer uden migræne.

Risikoen for abnormiteter i hjernen steg med 44 pct. hos personer med migræne og auramigræne, når man sammenlignede med personer uden migræne. Herudover kunne der også ses en forskel på ændringer i hjernens volumen hos migrænepatienter og raske personer.

Essentielt at kende konsekvenser

Forskeren mener, at resultaterne er interessante, da det er essentielt at vide, hvordan migrænen påvirker de ramte personer på længere sigt.

- Vi vil gerne opklare forbindelsen mellem ændringer i hjernens struktur og frekvensen og længden af sygdommen. Vi vil også gerne finde ud, hvordan læsionerne kan påvirke hjernens funktion, forklarer Messoud Ashina.

Undersøgelsen har været publiceret i tidsskriftet Neurology.

Kilde: Dailymail.co.uk

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: